Kim Fupz Aakeson
Vitello-bøgerne
Drengen de kaldte Vitello bor sammen med sin mor i et rækkehus tæt på den stærkt trafikerede ringvej i Aakesons nye serie. Bøgerne er alle herlige, let underdrejede og mildt fantasifarvede i eventyrlige hverdagsscener.
Vitello, som er resultatet af en kortvarig affære med en italiener, prøver hele tiden at finde en balance. En balance mellem sin rolleafsøgende integritet og kravene fra en kontant, men også meget kærlig mor. Hun elsker popsange, hvidvin og spaghetti med riveost. Og så er tonen slået fast.
Biblioteket har de første seks bind, men der kommer i alt 9, har Aakeson lovet. Hvert bind er med en scenisk enkelhed bygget op omkring en konfliktfyldt episode som i de bedste fabler. Smukt og med humoristiske twist får de en win/win forløsning.
Frygt for anbringelse
I første bind, Vitello ridser en bil, er omdrejningspunktet Vitellos frygt for stuearrest, endefuld og mulig anbringelse på børnehjem, da han desværre kommer til at ridse moderens elskede Audi med en haverive.
Anbefales fra 4 år
Vokse op til en sjuft
I toeren, Vitello vil have en far, kommer Vitello til at love tvillingerne Max og Hasse, at de snart kommer til at se hans far. Den far som moderen konsekvent beskriver som en "sjuft", hvortil Vitello svarer, at når han bliver stor, vil han også være en sjuft - og gå med kniv. Nu er gode råd dyre, og Vitello prøver på forskellig vis at overliste tilfældige hankønspersoner til at påtage sig rollen og får til sidst kærlig hjælp af en pølsemand.
Anbefales fra 3 år
Ven med en hund
I treeren, Vitello ønsker sig en hund, hedder projektet at få en hund, men da moderen resolut afviser det ønske, beslutter Vitello, at han selv vil være en hund. Det går så ud over postbuddet, to teenagetøser og moderens krøllejern. Nabokattens skarpe kløer får dog overbevist Vitello om, at et liv som hund godt kan være et hundeliv.
Anbefales fra 3 år
En anden ven
I bind fire, Vitello graver et hul, vil Vitello gerne ha' en ny ven, og da han ikke har penge til at købe slik, som ellers er den sikre vej til at få venner, planlægger han at grave et hul og fange sig en ven. Han får undervejs hjælp af en påtrængende møgunge, William, som godt nok er irriterende, men måske alligevel netop er den ven, Vitello søgte.
Anbefales fra 3 år
Gode ben
Bind nummer fem hedder
Vitello bliver forretningsmand. Han og tre ligesindede gutter Max, Hasse og William slipper ikke så godt fra deres plan om at blive superdygtige forretningsmænd. De kommer galt af sted, da de ripper en gammel dames have for georginer. Næse for at blive rige har de ikke, men til gengæld har de gode ben, og det er nyttigt, da de bliver jagtet af konens mand.
Anbefales fra 5 år
Går med kniv
Vitello elsker at se film, især film med barske mænd i undertrøjer, mænd der taler grimt, ikke er bange for noget og går med kniv.
I bind seks, Vitello går med kniv, skal attituden som hård negl så afprøves, og udstyret med moderens smørekniv bevæger Vitello sig ud i nabolaget, hvor han både provokerer en stor, hvid hund, kalder to store knallertdrenge for "totalt lille nar" og fornærmer en ældre dame. Det udløser en slapstickagtig forfølgelses- og tumultscene, inden Vitello får held til at snige sig hjem i sikkerhed, hvor han i mors sæbeduftende favn beslutter sig for at lægge kniven og være barsk en anden dag.
Anbefales fra 5 år
Vitello-bøgerne er charmerende med toptunede replikker og en aldrig svigtende solidaritet med personerne, som alle bliver virkelige mennesker, der på hver deres måde vinder i konfliktsituationerne. Herligt.