Hold fra fire 7. klasser stillede op i Smart-parat-svar quizzen, der blev afholdt på Allerød Bibliotek 25. september. Hårdullerne fra 7.a, Skovvangsskolen i Allerød, slog Gubbierne fra Lerbjergskolen, Hundested, i den nervepirrende finale. Der blev dystet i 22 forskellige kategorier som f.eks. Harry Potter, eventyr, fodbold, fantasy og Star Wars. Præmien i den lokale runde - en kagemand og en kasse sodavand - var sponsoreret af Kvickly Allerød.
Vinderne; Sine Christensen, Line Holst-Jensen, Jakob Kirkskov, Patrick Pedersen og Sofus Preisel går videre til næste runde, Den Regionale Runde, der finder sted 30. oktober 2008. Herefter er der yderligere to runder i quizzen.
Hovedpræmien for vinderholdet er et weekendophold lørdag/søndag for hele klassen med diverse underholdning på et foreløbigt hemmeligt sted.
Smart-parat-svar er en landsdækkende quiz for 7. klasser og den er et tiltag i Læselystkampagnen. Ideen med quizzen er, at "Den gode læser" sættes i spil som en rollemodel, der allerede har slået ørerne ud for den videns- og oplevelsesrigdom, der er i bøgernes verden.