Bogtyven er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i 2007! Den er skrevet i et smukt nærmest poetisk sprog, og byder på skarpe og medrivende personskildringer og en yderst velkomponeret handling.

Bogens fortæller er i udgangspunktet både speciel og lidt uhyggelig, det er jo ikke hver dag, at man støder på Døden som jeg-fortæller. Heldigvis har Zuzaks udgave af Døden både humor og nok mere medfølelse, end godt er for en person i hans stilling, og så er han en god historiefortæller.

Bogtyvens handling folder sig ud under anden verdenskrig i Tyskland. Vi følger den 9-årige pige Liesel, som er en helt særlig pige med en helt særlig skæbne. Da bogen tager sin begyndelse, er Liesel sammen med sin mor og lillebror på vej til Liesels nye plejefamilie. Undervejs dør lillebroderen imidlertid, og Liesel og hendes mor må forlade toget og begrave broderen. Broderen begravelse er også første gang, at Liesel kaster sig ud i bogtyveriets ædle kunst. Hvorfor hun gør det, kan hun ikke forklare, og det hele bliver ikke nemmere af, at hun faktisk ikke kan læse og derfor ikke ved, at bogens titel er Håndbog for kirkegårdsgravere.

Liesel er selvfølgelig knust over broderens død og forvirret over sin nye tilværelse uden sin mor. Heldigvis viser det sig, at Liesels nye plejefar, Hans Huberman, er et fantastisk menneske med et stort overskud. Han lærer egenhændigt og med stor tålmodighed Liesel at læse, og derigennem knytter de meget stærke bånd til hinanden. Sammen får de sig kæmpet igennem den lidt morbide bog, men så er Liesels tørst efter litteratur også vakt og nærmest uslukkelig.
Hans er også hendes store trøst, når hun hver nat plages af mareridt over tabet af sin bror. Hans Huberman er et meget godt menneske i en meget ond tid, og det er en meget farlig kombination. Det bliver bemærket de forkerte steder, at han hjælper jøder ved at male deres vandaliserede huse, han giver brød til forbipasserende fanger og værst af alt, så ender han med i al hemmelighed at gemme en forfulgt jøde i sin kælder. Ligesom Liesel ikke kan lade være med at stjæle bøger, så kan Hans Huberman ikke lade væe med at være god.

Anden verdenskrig er blevet skildret på et utal af måder i massevis af bøger, men Bogtyven beviser, at det stadig er muligt at gøre det på en frisk og rørende måde. Historien bliver både fortalt af selveste Døden og pigen Liesel, og det er en fremragende kombination. Markus Zuzak er en glimrende personskildrer, og han skriver i et fabelagtigt sprog. Man kommer hele følesesregistret rundt; man hygger sig sammen med Liesel og Hans, man griner sammen med Liesel og hendes venner og man græder over Dødens triste observationer af den menneskelige natur. De fleste ved jo godt, at der blev slået umådeligt mange mennesker ihjel under krigen, men det giver et ekstra stik i hjertet, når det er Døden selv, der fortæller om og begræder den menneskelige grusomhed.

Bogtyven er en bog, som vil og kan meget. Det er derfor svært at få alle nuancerne med, når man skal anbefale den, uden samtidigt at afsløre for meget. Men det er virkelig en bog, som gør indtryk, og hvor form og indhold går op i en højere enhed. Den har sin helt egen stil, som man skal vænne sig lidt til i starten, men som så griber én og bærer læseren frem til slutningen med en fantastisk men også ubarmhjertig hast. Man bør ikke snyde sig selv for en fantastisk læseoplevelse, der både får en til at fælde en tåre men også indgyder håb.