Historien foregår i en fantasiverden, der har mange lighedspunkter med samuraitidens Japan. Drengen Takeo vokser op hos sin mor og stedfar i en lille bjerglandsby. Landsbyens beboere er "De skjulte", et folkeslag hvis religion dikterer, at der kun er én gud, og at alle er lige for ham. Denne tankegang er ikke populær hos den tyranniske hersker Lord Lida, som på grusom vis forfølger "de skjulte".

I denne verden er rænkespil er en del af dagens orden, når de forskellige klaner kæmper om magten ved at bekrige hinanden, indgå alliancer og indimellem snigmyrde hinandens ledere.

Da Takeo er omkring 16 år gammel angriber Iidas tropper hans lille landsby og udrydder alle indbyggerne. Takeo undslipper som den eneste med nød og næppe, fordi Otori klanens leder Lord Shigeru Otori forsvarer ham mod de dødbringende forfølgere, og sammen flygter de. Lord Otori fatter sympati for Takeo, og da han er barnløs, adopterer han Takeo, der som følge af de frygtelige oplevelser er blevet stum.

Det står hurtigt klart, at Takeo ikke er nogen helt almindelig dreng. Udover at være vokset op hos de skjulte, viser det sig også, at han har stammeblod i årene. Medlemmerne af "Stammen" er kendte for deres overnaturlige evner, som de primært bruger til at snigmyrde for de stridende klaner. Takeo besidder disse evner, men hvorfor?

Oven i alt dette møder Takeo den underskønne Kaede, der er endt som gidsel som følge af en alliance mellem to stridende klaner. Hun har ikke set sin familie siden hun var syv år. Kaede og Takeo forelsker sig hals over hoved men kan ikke lade deres følelser få frit løb, da Kaede skal giftes bort som en del af en større plan. Forholdet bliver heller ikke lettere af, at Takeo for alt i verden vil finde Lord Iida og dræbe ham. Snart er Takeo jaget fra alle sider og må betale en meget høj pris for at nå sit mål.

Alt dette er blot begyndelsen på en af de mest velskrevne og episke fantasyserier i flere år, og jeg kan godt afsløre, at spændingen og dramaet er helt i top, samtidigt med at person- og miljøskildringerne i bøgerne må betegnes som formidable. Man bliver ganske enkelt suget ind i det fantastiske univers, alt imens hovedpersonernes sejre og nederlag griber os om hjertet.

Rent kompositorisk er der også noget for enhver smag: politiske stridigheder, fordækt rænkespil, krig, ære, ninjaer med overmenneskelige evner og en intens kærlighedshistorie er blot nogle af de virkemidler som Hearn virtuost krydrer sin fascinerende fortælling med. Man kan næsten ikke lægge bogen fra sig, før man har læst den færdig. Når man så har pløjet sig igennem bogen på rekordtid, vil man stadig have mere og heldigvis er Nattergalens sang blot første bind i Lian Hearns trilogi om Otoriklanens bedrifter.

Der er mange årsager til, at Hearns serie er blevet sådant et hit. Hun undersøger og udvikler klassiske temaer om kampen mellem det gode og onde og hvad disse to begreber egentlig betyder for mennesker. Dette krydres med beskrivelsen af en ung mand, hvis loyalitet er splittet mellem tre lejre og hans søgen efter både hævn og frelse. Tilsammen giver dette en sprængfarlig, frydefuld, litterær cocktail, som elskere af fantastisk litteratur bestemt ikke bør snyde sig selv for.