Fakta
Titel: Nr. 1
Forfatter: Rune Skyum-Nielsen
Forlag: Information
Illustrator: Rune Skyum-Nielsen
Prøv månedens anbefaling HER
Titel: Nr. 1
Forfatter: Rune Skyum-Nielsen
Forlag: Information
Illustrator: Rune Skyum-Nielsen
Prøv månedens anbefaling HER
En gennemgang af dansk hiphopkulturs historie fra subkulturens opståen omkring 1982-83 frem til dens status i 2005, er et ganske ambitiøst projekt. Ikke desto mindre er det, hvad journalisten Rune Skyum-Nielsen har givet sig i kast med i bogen Nr.1, og resultatet er intet mindre end imponerende.
I tretten kapitler, der beskæftiger sig med hiphoppens fire oprindelige elementer (DJ'ing, rap, graffiti og breakdance), med konkurrencementalitet, beef, hiphop og integration, kvinder i hiphop, mediernes opfattelse og behandling af kulturen, raptekster som poesi, politisk engagement og hiphoppens kulturelle betydning, kommer Rune Skyum-Nielsen stort set rundt om alle vigtige karakteristika ved, og begivenheder og problemstillinger i den danske hiphopkulturs historie, samtidigt med at han drager paralleller til den amerikanske. Dette er en ganske imponerende bedrift, som forfatteren skal have stor ros for.
Rune Skyum-Nielsen har forsøgt at skrive en bog, der er tilgængelig for alle, og ikke blot folk med insiderviden. Denne prisværdige ambition lykkedes det faktisk at opfylde. Bogen er ikke og forsøger ikke at være en videnskabelig afhandling om dansk hiphopkultur, men en skildring af den, som forsøger at tilgodese alle hiphop-interesserede, uanset vidensniveau. Nr.1 er således spækket med viden, hvoraf en del selvfølgelig vil være bekendt for de, som har fulgt kulturen i en årrække. Bogen indeholder dog med garanti også af masser af information, som de fleste ikke lå inde med, og deri ligger en stor del af dens interesseværdi. Dertil kommer at Rune Skyum-Nielsen ganske enkelt skriver inspirerende godt.
Den absolutte styrke ved Nr.1 er nok, at den giver et samlet overblik over en subkultur, der herhjemme tidligere kun har været behandlet overfladisk. For første gang er danske hiphop-entusiaster i besiddelse af et værk, der dybdegående (og underholdende) behandler temaer, problemstillinger og kulturens historie i sin helhed. Dette gør Nr.1 til en længe savnet kilde til viden om dansk hiphopkultur.