Manga og anime er ikke til at komme uden om i øjeblikket. De eksotiske navne dækker over henholdsvis tegneserier og tegnefilm fra Japan. Begge genrer var næsten totalt ukendte for blot et par år siden, men har nu virkelig formået at tilkæmpe sig en plads på det Europæiske og danske kulturlandkort. Vi oplever en sand oversvømmelse fra øst af de to genrer.

Derfor må det også være på sin plads med en anbefaling af én af de gode animefilm som er landet på vores breddegrader.

Filmen bærer titlen Metropolis, men har intet at gøre med Fritz Langs klassiske science fiction stumfilm fra 1970. Filmen er derimod baseret på en mangaudgivelse med samme titel kreeret af Osamu Tezuka i 1940'erne. Filmens manuskript er skrevet af Katsuhiro Otomo, der stod bag den måske mest succesfulde animefilm - i hvert fald i Vesten - nemlig Akira. Netop denne omstændighed gjorde, at der var meget store forventninger til Metropolis, forventninger som de fleste er enige om, blev indfriet.

Handlingen i Metropolis foregår i et utopisk fremtidsunivers, hvor storbyen Metropolis er blevet opført af robotarbejdskraft, og byen fremstår som et multietnisk, højteknologisk samfund.

Byen udråber sig selv til den ledende by i verden indenfor kultur og teknologi, og for at fejre byens mange bedrifter har man opført et kæmpemæssig tårn lige i hjertet af den store by. Man kalder bygningen for zigurattet. Bygningen skal nu indvies, og begivenheden har tiltrukket tilskuere fra hele byen, blandt disse er detektiven Ban og hans nevø Kenichi. Ban er i Metropolis for at arrestere en videnskabsmand, der er eftersøgt i Japan for brud på menneskerettighederne. Hverken Ban eller Kenichi har før været i Metropolis og må derfor søge hjælp til deres mission hos detektivrobotten Pero.

Mens Kenichi, Ban og Pero arbejder på deres mission, foregår der dog langt mere suspekte ting i storbyen. Rigmanden Duke Red har nemlig hyret selv samme videnskabsmand, som Ban og Kenichi jager, til at skabe en helt ny robottype kaldet Tima. Tima er helt anderledes end andre robotter. Den ligner 100 procent et menneske, nærmere betegnet Duke Reds afdøde datter. Duke Red afventer med stor spænding og længsel aktiveringen af den menneskeagtige robot. Men ikke alle er lige begejstrede. Rock, lederen af den selvtægtsagtige politistyrke Marduk, hader alle robotter og søger at ødelægge Tima.

Under Metropolis skinnende overflade, hvor de fattige og hjemløse lever, er der også uro. Der er snak om at omstyrte det politiske system og at afskaffe af al robotarbejdskraft, som for skylden for de mange arbejdsløse mennesker. Samtidigt med, at de forskellige hovedpersoners historier væves ind i hinanden, begynder skumle politiske kræfter at røre på sig. Det trækker op til det endelige opgør.

Filmen er uhyre smuk. Animationen kan sagtens måle sig med Disneys bedste og overgår den faktisk i visse henseender. Man kan ikke undgå at blive opslugt af de detaljerede baggrunde og den heftige 3D animation. En skæg detalje ved filmen er dens fysiske karakterisering af personerne. Mange af karaktererne optræder med overdrevne fysiske træk. F.eks. har Duke en kæmpemæssig, rød næse og Timas øjne er store som underkopper. Dette er helt klart en hyldest til Tezuka, der som sagt stod bag den oprindelige tegneserie. Men det har også en praktisk funktion, det tilfører figurerne personlighed, og gør det nemt for os seere at skelne personerne fra hinanden, noget som godt kan volde problemer for os vesterlændinge, når vi ser japanske tegnefilm.

Metropolis modbeviser på fineste vis Disneys holdning om, at folk ikke gider se tegnefilm længere men kun vil se computeranimerede film. Det er blot et spørgsmål om originalitet, god historiefortælling og kvalitetsanimation. Alle disse tre komponenter besidder Metropolis til overflod! At der så samtidigt er svagheder i filmen, kan ikke benægtes. Den prøver simpelthen at gabe over for meget. Disse svagheder opvejes dog af den fantastiske animation og den originale historie.

Både på handlingssiden og karaktermæssigt kan Metropolis byde op til dans med sin beskuer. Især scenerne, hvor Tima vågner og efterfølgende opdager verden, er noget af det allerbedste ved filmen. Der er desværre også steder, hvor filmen ikke helt lykkes. Vi ser alt for lidt til de revolutionære til at kunne forstå dem og deres sag. På samme måde ser vi også for lidt til de politiske intrigemagere i byen, og denne del af filmen fremstår ufuldendt og forvirrende. Begge storylines bliver simpelthen ikke udviklet nok, hvilket er synd i en så ambitiøs film som Metropolis.