Lad mig slå det fast med syvtommer søm: Marjane Satrapis Persepolis: min iranske barndom er et af tegneserie-mediets mesterværker. Det er en raffineret og gribende beretning om forfatterens egen opvækst i 1970'ernes og 1980'ernes Iran.

Min iranske barndom udspiller sig i perioden fra den islamiske revolution i 1979 og frem til 1984, hvor landet kommer fra asken til ilden - mullaherne får magten, og landet bliver kastet ud i krigen mellem Iran og Irak.
Intet barn burde have oplevet dette, men det gjorde Marjane - og resten af landet.

Det er dog ikke kun elendighed som præger Marjanes tilværelse, for samtidigt med det frygtelige, landet bliver underlagt, fortæller Satrapi også om hverdagen, hvor familien stadig holder fest, hører rockmusik og drikker alkohol. Marjanes forældre er marxister, der protesterer og lever det liv, de gerne vil - men selvfølgelig med begrænsninger. Flere af familiemedlemmerne bliver også fængslet, og en elsket onkel dræbt.

Marjane, eller Marji som hun kaldes i tegneserien, er en viljestærk lille pige, der gerne vil forstå alt og gerne siger sin mening - også til sine lærere, og det giver hende mange problemer. Samtidig vil hun høre musik, have Kim Wilde- plakater - alt det, som vestlige unge vil, men det er ulovligt i Iran.

Forældrene kan godt se, hvor det bærer hen, og i 1984, da Marji er 15 år gammel, sender de hende til Østrig, og her starter anden del: Persepolis: Teheran tur-retur

Tegningerne kræver en lille tilvænning, ved første øjekast forekommer de måske ikke så imponerende, de er meget minimalistiske og holdt i sort/hvid. Men efter ca. 4 sider forstår man deres enkle og stemningsfulde genialitet. Marjane Satrapi har nemlig udformet hvert enkelt bind af serien som en række mindre fortællinger, der tematisk arbejder på flere planer, f.eks.: Parallelt med, at Marji er til sin første fest iført hullet sweater og en hjemmelavet halskæde af søm ("det var punk-perioden"), melder andre af Irans børn sig til krigstjeneste og en sikker død - lokket af de plastiknøgler til paradisets port, som distribueres i skolerne. Duften af hendes mormor huskes med en lige så stor kraft som de uhyrlige beretninger om tortur, der udgår fra Teherans fængsler. Og som eksiliraner i Østrig støder Marjis Heidi-fantasier sammen med en præsident ved navn Kurt Waldheim.

Alle disse ekstremer kan rummes i den lidt naive men meget udtryksfulde tegnestil, der på underfundig vis støtter fortællingen og bløder de mest hårdkogte hændelser op, så man ikke løber skrigende bort fra de mange forfærdelige ting, der sker i Persepolis.

Persepolis er en gribende kraftpræstation som fortjener at blive læst af alle.