Tegneseriemediet oplever i disse år en enorm kreativ udvikling, hvis lige ikke er set siden 80'erne. Fra Japan er mangaen kommet stormende, men også i superheltenes hjemland USA er der på ny blomstring omkring det farverige medie.
På grund af den store produktion af titler er det kun en brøkdel som oversættes og ender på det danske marked, hvilket jo er lidt synd. Løsningen er at kaste sig over originaludgaverne på engelsk.
Vi giver her et bud på en samling titler som dækker hele spektret af udgivelser, lige fra superunderholdende superhelte over japansk samuraimanga til actionspækket
sci-fi samfundskritik.
Fælles for alle titlerne er at de på hver deres område hører til det bedste i deres genre og at de kan lånes her på biblioteket.
Skrevet af Jeph Loeb, og tegnet af Tim Sale
The Long Halloween er uden tvivl den bedste Batman tegneserie siden Frank Millers to mesterværker Dark Knight Returns (1986) og Year One (1987).
Det er den dynamiske duo Loeb og Sale, som står bag, og hvad angår tegneserier, så kan de to bare ikke gøre noget forkert.
Der er noget mystisk på færde i Gotham. En morder gør det af med mafiamedlemmer med en kaliber 22 pistol og med tutten fra en sutteflaske som lyddæmper. Mordene finder kun sted på mærkedage, lige som hvert kapitel i historien har en mærkedag som ramme.
Vi støder på Catwoman på Valentines Day, Scarecrow på Mors dag og Jokeren dukker op til Jul.
I sin kerne er The Long Halloween en genopfriskning af Batman mytologien. Den indarbejder på imponerende vis alle aspekter af den kappebærende korsfarer i én historie. Batman deler øretæver ud, han har et anstrengt forhold til Gothams politi, han udfører et krævende detektivarbejde og må duellere med en perlerække af sine største nemesisser, samtidigt med at hans privatliv som Bruce Wayne også skal plejes. Men det er også en dyster og uhyre spændende krimihistorie, hvor læseren konstant kæmper for at regne ud, hvem morderen er, ud fra de mange kryptiske spor.
Kan du regne ud, hvem morderen er, før Batman?
Serien har fortjent vundet den prestigefyldte Eisner Award - tegneseriens svar på fimenes Oscar for "Bedste afsluttede serie".
Batman: Dark Victory
Skrevet af Jeph Loeb, og tegnet af Tim Sale
Dark Victory har den utaknemmelige opgave at være opfølger til The Long Halloween, en opgave som den dog klarer flot. Den opleves bedst, hvis man netop har læst The Long Halloween.
Batman får mistanke om, at man fik fat i den forkerte person i The Long Halloween og altså ikke har fået anholdt
den rigtige Mærkedags-seriemorder.
Pludselig begynder en ny række af "mærkedagsmord", og
Batman har hele to sager at opklare. Hvem er det, som myrder politifolk med tilknytning til Harvey Dent, og hvorfor? Og hvem er det egentlig, som står bag mærkedagssmordene? Er det muligt, at begge mordere i virkeligheden er den samme person? Spørgsmålene er mange, og på mystiske vis er hele Batmans fjendegalleri uhyggeligt aktive.
Historien umådeligt spændende, samtidigt med at den formår at gøre Batman figuren endnu mere nuanceret. Udgivelsen vandt en Eisner Award for bedste genudgivelse af et grafisk album.
Ex Machina
First 100 Days
Skrevet af Brian K. Vaughan, og tegnet af Tony Harris
En mystisk ulykke giver ingeniøren Mitchell Hundred superkræfter. Han bliver USA's første rigtige superhelt. Mitchell bliver dog træt af at risikere liv og lemmer, men han nærer stadigt et brændende ønske om at forandre verden til et bedre sted.
Han trækker sig tilbage fra livet som superhelt og stiller op til borgmester-valget i New York, hvor han grundet sin popularitet vinder en jordskredssejr, og så begynder det rigtige eventyr.
Ex Machina er ikke en typisk superheltetegneserie. Den er en intelligent, handlingsmættet og ofte udfordrende historie spækket med interessante personer, kryptiske mysterier, skumle politikere og superkræfter. Serien giver en interessant bud på grundlaget for heltemod og politik i en verden efter 11. september.
Tony Harris' tegninger er en fryd for øjet og går op i en højere enhed med farvelægningen. Serien vandt sidste år en Eisner Award for bedste nye serie.
Skrevet af J. Scott Campbell og Andy Hartnell og tegnet af J. Scott Campbell
60'er spionhistorie kitsch møder Charlies Angels og Jagten på den Forsvundne Skat. Alt sammen serveret i en lækker, sexet, virkelig sjov pakke med et kæmpe glimt i øjet.
Danger Girl skal ikke tages alvorligt men blot indtages, som man indtager en lækker softice: Den ændrer ikke nødvendigvis dit liv, men det er herligt, så længe det varer. Og man har altid lyst til mere!
Den nørdede, men super-hotte amerikaner Abby Chase hverves til det superhemmelige spionteam Danger Girl og bliver straks kastet ud i en drabelig mission sammen med de to andre Danger Girls, australske Sidney og russiske Natalie.
Det går over stok og sten, og historien bevæger sig fra land til land, kontinent til kontinent, præcis som en rigtig, international spionhistorie bør gøre. Terrorist-organisationen The Hammer SKAL stoppes, hvis verden skal overleve! På vejen møder de tre sild den ene farverige person efter den anden.
Danger Girl er skrevet med sans for action og hurtige replikker samt en stor genrebevidsthed, der også kan ses i de fantastiske tegninger.
Hvis du går rundt og tror, at tegneserier er overfladiske og kulørte, så vil Danger Girl kun bekræfte dine fordomme. Men på den fede måde!
Lone Wolf and Cub
Vol. 3: The Flute of the Fallen Tiger
Vol. 7: Cloud Dragon, Wind Tiger
Vol 10: Hostage Child
Vol. 11: Talisman of Hades
Skrevet af Kazuo Koike, og tegenet af Goseki Kojima
Lone Wolf and Cub var en af de første manga udgivelser, som også fik succes uden for Japan, og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Tegnestilen er ikke den typisk storøjede og enkle stil, som er blevet synonym med moderne manga. Kojimas streg er detaljeret og nærmest poetisk. Serien er holdt i sort/hvid, men de berusende tegninger gør, at man bestemt ikke savner farver.
Hovedpersonen Itto Ogami er en lejemorder, der rejser 1600-tallets Japan rundt med sin søn og udbyder sine tjenester. Vi finder hurtigt ud af, at han tidligere har været højt rangerende hos shogunen. Han er dog blevet forrådt af den magtfulde Yagu klan, som også myrder hele hans familie på nær sønnen Daigoro.
Historien er en grum fortælling om hævn og død men også om kærligheden mellem en far og en søn i en verden, som vil dem til livs. Brik for brik får vi langsomt en større forståelse af, hvordan det hele hænger sammen. Der veksles fint mellem brutale og blodige sværdkampe og stille, nærmest filosofiske øjeblikke. Det er historiefortælling, når den er allerbedst, og serien er efter undertegnedes mening en nærmest perfekt tegneserie.
Planetary
Vol. 1: All Over the World and Other Stories
Vol. 3: Leaving the 21st Century
Skrevet af Warren Ellis og tegnet af John Cassaday
Planetary er en hemmelig gruppe, hvis opgave det er at kortlægge verdens hemmelige historie. Gruppen, der ledes af den hemmelighedsfulde Fjerde Mand, består af tre supermennesker: Elijah Snow, som kan styre temperaturer, Jakita Wagner, der er stærk, hurtig og usårlig samt The Drummer, der er i stand til at tale med computere.
Gruppen undersøger monstre, spøgelser, sære relikvier, andre supermennesker samt et utal af andre sære fænomener. Bag hele historien lurer en fjende, der er farligere, end nogen kan forestille sig.
Planetary er en yderst opfindsom tegneserier, der konstant refererer til andre tegneserier, film samt klassikere fra verdenslitteraturen. Ellis leger med genrer, og det er lige før Planetary er en historie om supermennesker uden at være en historie om superhelte. I det ene øjeblik minder historien om en japansk monsterfilm, og i det næste er der tale om en ren horrorhistorie fra Londons regnvåde gader. Når man begynder på et nyt kapitel, ved man aldrig, om man skal besøge Hong Kong, den amerikanske ørken eller måske en helt anden galakse. Planetary er fyldt med mysterier, og Warren Ellis holder kortene tæt ind til kroppen. Man får løbende brudstykker af sandheden, så man langsomt kan begynde at ane den større sammenhæng.
Ellis skriver fantastisk dialog og interessante personer, og John Cassaday leverer enestående tegninger, der gør serien til helt sin egen. Planetary er en fantastisk science fiction tegneserie. Kompleks og rig på opfindsomme ideer.
Hvert kapitel virker som en nøje anbragt brik i et større puslespil.
En født klassiker. Det bliver ikke bedre end Planetary. En tegneserie med stort T!
Star Wars:
Clone Wars
Vol. 2: Victories and Sacrifices
Vol. 6: On the Fields of Battle
Vol. 7: When They Were Brothers
Vol. 8: The Last Siege, the Final Truth
Skrevet af Haden Blackman m.fl., og tegnet af Thomas Giorello, Jan Duursema, Doug Wheatley m.fl.
Star Wars universet er uhyre populært på både film, bøger og tegneserier. Historierne i denne serie finder sted mellem Star Wars Filmene Episode II og Episode III. Her får vi virkelig at se, hvad de legendariske Clone Wars gik ud på.
Historierne emmer af Star Wars stemning med masser af rumslag, skydende blastere og intense lyssværdskampe.
Handlingen er spækket med konspirationer og action i en skøn vekselvirkning. Væk er filmenes irriterende kærlighedsplot og uforståelige politiske forviklinger. Det er med andre ord rendyrket Star Wars.
Detaljerede tegninger og en bragende flot farvelægning karakteriserer denne samling spændende og ofte dystre Star Wars historier, som ikke vil mere end at underholde, men som også gør netop dette på glimrende vis.
Star Wars:
Darth Maul
Skrevet af Ron Marz, og tegnet af Jan Duursema
Darth Maul var en af de mest fascinerede karakterer i Star Wars Episode I: The Phantom Menace. Desværre var det jo ikke så meget, man fik set til den hornede Sith fyrste i filmen.
Det råder tegneserien Star Wars: Darth Maul nu bod på.
Der er maser af action i denne tempofyldte fortælling. Darth Maul er naturligvis ikke den eneste kendte Star Wars person som dukker op...
Historien er lækkert og hæsblæsende tegnet af Duusema, og helheds-indtrykket er, at der ar tale om historie, der er både underholdende og spændende, og som bevarer den gode Star Wars ånd.
The Force is Strong With This One!
Skrevet af Jeph Loeb, og tegnet af Tim Sale
Superman figuren er et ikon både i tegneserieverdenen og popkulturen i det hele taget. Desværre har der siden 1980'erne været langt mellem de gode Superman historier, og serien har kørt i kreativ tomgang. Tim Sale og Jeph Loeb vender denne kedelige tendens og har lavet en af de bedste Superman historier overhovedet. Handlingen udspiller sig i Clark Kents ungdom og går i sin enkelhed ud på, at den unge mand må komme overens med sine mægtige kræfter og det kæmpe ansvar, som følger med dem: altså overgangen fra landsbyknægt til verdens største superhelt.
Historien er, som titlen antyder, inddelt i 4 afsnit efter årstidernes gang; forår, sommer, efterår og vinter. Hvert afsnit fortælles af en ny person. Foråret fortælles af Supermans jordiske far, Jonathan Kent. Sommer ses gennem Superman selv. Efterår står Supermans ærkefjende Lex Luthor for. Til sidst fortælles vinter af Supermans ungdomskæreste Lana Lang.
Sales karakteristiske tegninger er altid gode og minder om hans arbejde på de to nævnte Batman historier.
Men danske Bjarne Henriksens afdæmpede nærmest rustikke farvelægning gør, at Superman for All Seasons bliver en sand visuel fornøjelse at opleve.
Serien sikrede fortjent Tim Sale en Eisner Award som bedste tegner.
Skrevet af Mark Millar, og tegnet af Dave Johnson og Kilian Plunkett
Mark Millar er en herre, som elsker at rode op i klassiske konstellationer og vende dem på hovedet. Superman: Red Son er ingen undtagelse. Historien kan ses som en undersøgelse af, hvad der ville være sket, hvis Superman i stedet for at lande i den lille amerikanske flække, Smallville, var landet i den kommunistiske Sovjetunion, nærmere betegnet Ukraine. Hvad hvis nu manden af stål, i stedet var blevet manden af Jerntæppet?
Millar giver en række klassiske DC helte og skurke et helt nyt spin, og alene det et se den klassiske, russiske skindhue indarbejdet i Batmans kostume, er det hele værd.
Historien er både intens, fascinerende og herligt nuanceret, og den flertydige slutning giver niveauet et ekstra nyk opad. Samtidigt med at historien roder med den amerikanske drøm, er den også en undersøgelse af, hvad Superman figuren egentlig er for en størrelse.
Tegnestilen minder om sovjetisk propaganda, som den tog sig ud under Den kolde Krig. Det styrker selvsagt både stemningen og udtrykket i fortællingen. Underholdende og tankevækkende på samme tid.
Tom Strong
Skrevet af Alan Moore, og tegnet af Chris Sprouse
At kalde Alan Moore for den fremmeste, moderne tegneserieskaber er næsten en underdrivelse. Med mesterværker som Watchmen, V for Vendetta, League of Extraordinary Gentlemen - for bare at nævne nogle få - har han cementeret denne position. Moore er også manden bag serien om Tom Strong.
Figuren er baseret på klassiske romanhelte som Tarzan, Sherlock Holmes og Alan Quatermain fra romanen Kong Salomons miner. Ligesom mange af disse arketypiske helte har Tom Strong en særpræget oprindelse. Han er født udenfor det etablerede samfund og er opdraget af en mor og far, som begge var begavede videnskabsmænd på den tabte ø Attabar Teru ved begyndelsen af det 20. århundrede. Da hans forældre bliver dræbt, overtager en stamme af vise indfødte hans opdragelse. Tom Strong er således formet af både videnskab og natur i perfekt balance. Da han kommer til skelsår, drager han til hans forældres vestlige verden for at indtage rollen som denne verdens fornuft, samvittighed og beskytter.
Tom Strong er på mange måder en rejse ind i uskyldigheden - både tegneseriens og underholdningens. Den skal således ses som en modvægt til den meget alvorlige og dystre tendens, der har præget især den amerikanske tegneseriescene siden 1980'erne. En tendens som Alan Moore selv var med til at grundlægge med netop Watchmen og V For Vendetta.
Tom Strong hører derfor ikke til Alan Moores mest alvorlige udgivelser - hvilket netop er pointen - men at kalde den letbenet vil være en stor fejl.
Den er umådelig underholdende og vittigt skrevet. Visuelt er den også en nydelse med en stilsikker tegnestil og en stemningsfuld farvelægning.
Serien har fortjent vundet et hav af Eisner Awards - blandt andet i kategorierne bedste forfatter, bedste tegner, bedste farvelægger og bedste enkelt udgivelse.
Transmetropolitan
Skrevet af Warren Ellis og tegnet af Darick Robertson
Transmetropolitan er en blanding mellem en slags postcyberpunk science fiction og forfatteren Hunter S. Thompsons værker. Den er også en politisk satire over forbrugersamfundet, korruption og magtmisbrug samt faren ved berømmelse.
Journalisten Spider Jerusalem har trukket sig tilbage fra verden og bor nu som eneboer på et bjerg. Og det har han det fint med! Desværre skylder han et par bøger til sin forlægger og bliver tvunget ud af sit eksil og tilbage til den bundrådne mega-by, han kom fra. Det passer ham ikke! Med mottoet I Hate it Here begynder Spider nu at skrive en ugentlig klumme om råddenskaben i samfundet. Spider bliver sammen med sine to kvindelige assistenter, som han kalder sine filthy assistants, en torn i øjet på magthaverne, og da Spider blander sig i præsidentvalget, kommer der først gang i den…
Transmetropolitan er ikke for sarte sjæle. Spider tager ikke fanger. Han bander, drikker og sluger piller og andre ulovlige substanser. Han er et rigtigt dumt svin, men alligevel historiens helt. Hans motiver er nemlig dybest set ædle nok.
Verden er et skodsted, men det kan altid blive værre, hvis folk som Spider ikke lever op til deres ansvar overfor sandheden.
Ikke alene kæmper Spider imod korrupte politikere, men også imod sin egen voksende berømmelse. For hvordan kan man skrive for og om folket, hvis man til sidst er for langt hævet over det?
Spiders verden er beskrevet i detaljer, og historien er ofte meget stemningsfuld. Ellis hygger sig åbenlyst med at finde på skæve, absurde og ofte væmmelige detaljer fra den by, han har opfundet.
Dialogen er skarp, intelligent og ofte djævelsk morsom. Visse steder er Transmetropolitan endda ligefrem rørende, og man ender skræmmende nok med at synes om den gustne og ubehagelige Spider Jerusalem. Når du først har mødt Spider Jerusalem, så glemmer du ham aldrig igen. Det LOVER vi!!
Ultimate Fantastic Four
Skrevet af Brian Michael Bendis & Mark Millar og tegnet af Adam Kubert
Det amerikanske tegneserieforlag Marvel udgav i 1961 det første hæfte af det, der senere skulle blive til et sammenhængende superhelteunivers, der blandt andet ville komme til at indeholde både Spider-Man og X-Men. Dette første hæfte var med superheltegruppen Fantastic Four, og serien eksisterer stadigvæk den dag i dag. Efter 40 år kan det godt være svært for nye læsere at springe på i farten, så Marvel tog konsekvensen af dette og genstartede så at sige Marveluniverset i de såkaldte Ultimate titler. En af de titler, der blev gentænkt til et moderne publikum, var Fantastic Four.
Reed Richards er et vidunderbarn, der bliver inviteret til at studere og forske i Baxter Bygningen, et regeringscenter for landets største genier.
Efter en ulykke med et storstilet eksperiment får Reed og hans næsten-kæreste Sue Storm, hendes bror Johnny og deres ven Ben Grimm særlige kræfter. Reed kan strække sin krop, Sue kan blive usynlig og danne et uigennemtrængeligt kraftfelt, Johnny kan forvandle sig selv til en levende flamme, og Ben bliver til et stort, stærkt monster af sten.
Men allerede inden de har vænnet sig til deres nyfundne kræfter, bliver de tvunget til at kæmpe imod deres gamle lærer fra Baxter Bygningen, der nu kalder sig Mole Man og har sin egen hær af underjordiske væsener.
Historien i det første album med Ultimate Fantastic Four er skrevet af to af Marvels mest produktive forfattere i de seneste år, nemlig Brian Michael Bendis og Mark Millar. Dialogen er god, handlingen hurtig og spændende, og genopfindelsen af heltene og deres baggrundshistorie er opfindsom og underholdende. Dette album er fremragende tegnet af Adam Kubert med stor sans for detaljer. Personerne er levende og interessante at kigge på.
Ultimate Spider-Man
Vol. 1: Power and Responsibility
Skrevet af Brian Michael Bendis og tegnet af Mark Bagley
Peter Parker og hans klasse er på ekskursion hos Oscorpe, der er et stort multinationalt firma ejet af Norman Osborne, far til en af Peters venner. Da Peter bliver bidt af en radioaktiv edderkop og får superkræfter, fanger det straks den magtbegærlige Norman Osbornes opmærksomhed, og ud af hans eksperimenter skabes skurken Green Goblin, der kommer til at gøre livet meget surt for Peter og hans venner. Det er ikke altid lige nemt at være superhelt…
Ultimate udgaven af vores helt Peter Parker er i high school med alt, hvad det indebærer. Han er en godhjertet, men kikset teenager med pigeproblemer og et problematisk hjemmeliv. Peter er meget let at identificere sig med, da han ikke er noget overmenneske i hverken sit privatliv eller sit liv som superhelt.
Brian Michael Bendis er god til at skrive dialog. Hans personer føles virkelige og vedkommende, men vigtigst af alt kan han skrive en underholdende historie med knald på! Bagleys tegninger er dynamiske og han kan tegne ansigter, så man ikke er i tvivl om, hvad personerne tænker og føler, selv når de ikke siger noget. Har man set Spider-Man filmene og har lyst til at opleve netsvingeren i en tegneserie, så er Ultimate Spider-Man et glimrende sted at starte. Sjov, spændende og vedkommende.
Ultimate X-Men
Skrevet af Mark Millar og tegnet af Adam Kubert, Andy Kubert m.fl.
En af de mest succesfulde tegneserier fra forlaget Marvel er X-Men, der ligesom Spider-Man og Fantastic Four er udkommet i hæfteform siden de tidlige 60'ere. Så da Marvel-universet skulle genstartes i Ultimate titlerne, var det kun naturligt, at X-Men også skulle under kærlig behandling.
Den menneskelige race har udviklet sig. Mutanter med diverse superkræfter er begyndt at dukke op overalt, og almindelige mennesker er bange for dem. Frygten bliver begrundet, da en gruppe mutantterrorister anført af mutanten Magneto slår til på grusom vis, og de menneskelige myndigheder tager drastiske midler i brug i form af mutantdræbende robotter.
Verden er på randen af krig. Mutanten Charles Xavier danner sin egen gruppe af mutanter, der skal fungere som fredsmæglere mellem mutanter og mennesker, nemlig X-Men. Men det går ikke så let…
Ultimate X-Men er en spændende genfortælling af X-Men mytologien, og Mark Millar har en god sans for karaktererne og dialog. Et godt sted at springe på vognen for nye læsere af X-Men og en glimrende fortalt historie for hærdede fans.
Warlands
Skrevet af Pat Lee og Adrian Tsang, og tegnet af Pat Lee
Darklyte er et glimrende skrevet, spændende fantasy epos, som fortælles i en hæsblæsende og visuelt imponerende stil.
Historien udspiller sig i fantasy verdenen Warlands, en verden befolket af mytiske væsner og gennemsyret af magi. Verdenen befinder sig på kanten af en global krig mellem de godes kræfter, bestående af elvere, dværge og mennesker, og de onde vampyrhorder fra Datara.
Vampyrernes leder Malagen den Sortes eneste mål er det totale herredømme over riget.
Derfor indleder han en uhellig krig for at opsnappe den legendariske og magiske genstand Darklyte rustningen, der ifølge overleveringen er samlingspunkt for alskens magiske kræfter.
Fantasy er en populær genre, når det kommer til bøgernes verden. Darklyte er beviset på, at tegneseriemediet egner sig fortrinligt til denne genre.
Virkelig bemærkelsesværdigt ved serien er dens tegninger, som er en spændende blanding mellem den klassiske amerikanske stil og japansk manga. Stilen klæder i den grad denne serie, som er en visuel nydelse.
Skrevet af Grant Morrison og tegnet af Frank Quitely
I et skræmmende og bizart regeringseksperiment forvandles 3 bortløbne kæledyr til kampmaskiner ved hjælp af cyborgteknologi. Da dyrene beordres aflivet, flygter de tre nu talende kæledyr fra militæret i en søgen efter et sted, hvor de kan være i fred. Men så let går det naturligvis ikke…
Kontrasten imellem de søde dyr og den drabelige cyborgteknologi er skræmmende, især fordi man i historien ikke kan adskille de to. Historien jonglerer med flere temaer som f.eks. teknologiens mere grusomme muligheder samt ikke mindst dyrerettigheder og dyremishandling..
Forfatteren Grant Morrison og tegneren Frank Quitely har arbejdet sammen på utallige projekter og har i We3 opfundet en slags amerikansk udgave af manga-fortællemåden, som man kender den fra blandt andet Akira.
Morrison og Quitely forsøger at splejse manga med klassisk vestlig fortællestil, og det må siges at lykkes.
Med Grant Morrison som forfatter betyder det, at historien altid er en smule ved side af det, man normalt plejer at læse. Han er en meget ukonventionel forfatter.
We3 er en meget simpel historie men smukt fortalt. Tegningerne er enestående, og farvelægningen er lækker. Historien er både meget skræmmende og sært rørende og meget tankevækkende.
Skrevet af Mads Bluhm og Michael Lindal Andersen.
Læs også USA tegneserier 2