Vi har oplevet en stigende interesse for engelsksprogede tegneserier på biblioteket efter vi søsatte en række titler i april 2006.
Vi giver her et nyt bud på en samling titler som dækker hele spektret af udgivelser, lige fra tankevækkende superhelte, apokalyptisk samfundskritiske zombie-historier, tvetydige teenage kvaler til hysterisk morsomme naturreservats-striber.
Fælles for alle titlerne er stadig, at de på hver deres måde hører til det bedste indenfor deres genre og at de naturligvis kan lånes her på Allerød Bibliotek.
Astonishing X-Men
Skrevet af Joss Whedon og tegnet John Cassaday
Det er ingen ringere end Joss Whedon, skaberen af tv-serierne Buffy, Angel og Firefly, der står bag denne flotte serie om mutanterne fra X-Men. Whedon har allieret sig med tegneren af Planetary, John Cassaday, og har skabt en af de sidste mange års mest roste X-Men-historier. Historien har netop sikret de to herrer en sikker sejr ved årets uddeling af tegneseriens Oscar, Eisner Awards.
Verdens mutant-befolkning er stadigt voksende, og menneskenes mistro og had til dem er på et højdepunkt. Da forskere udvikler en kur imod mutantgenet, sætter det verden på den anden ende. Skal mutanterne tvinges til at tage kuren? Er der mutanter, der måske gerne vil tage kuren? Og hvad har væsenet Ord fra den anden dimension Breakworld med det hele at gøre? Cyclops, Wolverine, Emma Frost og de andre X-Men går en hård tid i møde.
Astonishing X-Men er en tilbagevenden til klassisk stil for X-Men serien. Whedon skriver intelligent dialog og har en fremragende forståelse for gruppedynamik og interaktion mellem personerne.
Derudover har han sammensat et enormt underholdende og uforudsigeligt plot helt på højde med hans arbejde på tv og film. Whedon elsker X-Men, og det kan mærkes!
Cassadays tegninger er ligeså fantastiske her, som de er i Planetary, og Astonishing X-Men er i det hele taget kræs for både X-Men fans, Whedon-fans samt læsere, der blot ønsker at læse en spændende historie.
Skrevet og tegnet af Charles Burns
Black Hole er en provokerende, grafisk roman, som handler om, hvorledes vores identitet ændrer sig, når vi mister vores seksuelle uskyld. Den behandler svære temaer som isolation, fremmedgørelse, tabuer, ensomhed, accept og seksuel lyst. Historien er fortalt i en grafisk stil, som er meget realistisk, men samtidigt også grotesk. Black Hole er uden tvivl den mest alvorlige tegneserie i denne inspiration.
Den anonyme Keith er i al hemmelighed forelsket i den smukke og populære pige Chris. Meget passende udtrykker han denne forelskelse ved at besvime i en biologitime, med frø-dissekering på programmet. Netop denne frø-dissekering spiller på samtlige (seksuelle?!) metaforer, man kan få ud af et vertikalt snitsår, og den sætter også standarden for resten af Black Holes fortællestil, som benytter sig af flashback, flashforwards og hallucinationer, hvilket til tider giver udgivelsen et præg af decideret mareridt.
Både Keith og Chris har sex med partnere, som er smittet med den mystiske sygdom "the bug". Sygdommen udmønter sig i forskellige mutationer, hvoraf nogle kan holdes skjult under tøjet, mens andre deformerer den syge til ukendelighed.
Både Chris og Keith begynder at vise tegn på sygdommen, og det ændrer deres liv for altid. Da det står klart, at Chris er smittet, trækker hun sig tilbage fra sine venner og familie for at leve sammen med andre smittede i en bivuak-by ude i skoven. Men også her lever hun isoleret og opholder sig hellere i sit telt end sammen med de andre smittede. For Keith er det helt anderledes. For ham er de fysiske tegn på sygdommen tiltrækkende. Han forelsker sig i en pige, som sygdommen har givet en hale, som hun stolt viser frem. Denne tiltrækning får ham ud af sin indelukkede skal for at finde tryghed blandt de andre smittede.
Black Hole er en tegneserie, som gør indtryk! Den stiller langt flere spørgsmål, end den giver svar på. Hvor er de voksne henne? Er mutationssygdommen en allegori over AIDS? Hvorfor går ingen til lægen? Historien er stærk, kompleks og fascinerende og helt åben for fortolkning, hvilket gør at man med fordel kan læse værket flere gange.
Burns' streg er på en og samme tid smuk og bizar. Værket er med sine 352 sider ret omfattende, og er blevet færdiggjort på en periode over 12 år. Black Hole vandt i år Eisner Award for bedste grafiske genudgivelse.
The Goon
2: My Murderous Childhood (And Other Grievous Yarns)
4: Virtue and the Grim Consequences Thereof
Skrevet og tegnet af Eric Powell
The Goon er en herlig letbenet, genreoverskridende affære. Den har alt, hvad en god tegneserie har brug for: zombier, kannibaler, rumvæsner, sydstats-tumper, gangstere, slå på tæven, eksplosioner, komik, spænding, uhygge, og så er den bare utrolig morsom. Kort fortalt handler The Goon om en muskelsvulmende bølle, der angiveligt fungerer som mafiabossen Labrazios højre hånd. Sammen med sin lille men barske makker Franky kommer han ud for en række spøjse og actionfyldte eventyr. Ofte involverer disse kampe mod "Den navnløse zombiepræst" og hans horder af zombier.
Eric Powell har skabt en fabelagtig, forskruet verden beboet af skæve og sært fascinerende karakterer. Dertil har han tilsat kulsort humor, en masse popkulturelle henvisninger og det ene mere vanvittige optrin efter det andet. Resultatet er en yderst velsmagende cocktail, som kan indtages igen og igen.
Det er tydeligt, at Eric Powell ikke tager noget alvorligt, og netop derfor er The Goon så utrolig sjov. Det er svært at få armene ned over Eric Powells stemningsfulde tegninger, han har sine inspirations kilder hos mestre Jack Kirby og især Will Eisner, men har krydret det med en helt personlig stil og eminent håndværk.
The Goon har i sin korte levetid allerede formået at modtaget hele 3 Eisner Awards for henholdsvis "Bedste enkeltstående historie", "Bedste fortsatte serie" og "Bedste humor udgivelse".
Liberty Meadows
Book 4: Cold, Cold Heart
Skrevet og tegnet af Frank Cho
Liberty Meadows er navnet på et ganske særligt dyrereservat. Her tager man sig af dyr som på den ene eller anden måde har mistet deres naturlige omgivelser til mennesket. I Liberty Meadows træffer vi særprægede men elskelige figurer som hypokonder-frøen Leslie, den storrygende og mandschauvinistiske gris Dean, den glade ælling Truman og den dumdristige cirkusbjørnen Ralph. Alle dyrene kan selvfølgelig tale (lige med undtagelse af den hund som ællingen Truman bliver ven med - hunden er selvfølgeligt et kæledyr og kan derfor NATURLIGVIS ikke tale!).
Menneskene som arbejder i reservatet lader ikke dyrene noget tilbage i forhold til personlighed. Her er den smukke psykiater Brandy og den temmelig nørdede doktor Frank som - naturligvis - er håbløst forelsket i Brandy.
Dette karismatiske setup udgør rammen om en endeløs række af sjove gags som spænder fra det nuttede til decideret crazy komik. Frank Cho er en gudsbenådet tegner og hans stilsikre streg og veludviklede humor garanterer en flot og underholdende tegneserie. Cho tager alle emner under humoristisk behandling i serien; politik, kærlighed, popkultur og nå ja livet. Kort sagt en af de sjoveste amerikanske serier i mange år.
Skrevet af Kurt Busiek og tegnet af Stuart Immonen
Legendariske Kurt Busiek er en af tidens bedste tegneserieforfattere med et hav af priser under bæltet. Han har også begået Superman: Secret Identity, som hører til blandt de allerbedste Superman-historier. Historien prøver at svare på det interessante spørgsmål: hvad nu hvis Superman fandtes i den virkelige verden?
Kansas drengen Clark Kent lever i en verden, hvor Superman kun findes i tegneserier. Han må dagligt leve med drillerier og spøgfuldheder fra sin omverden, fordi hans forældre nærmest lidt i sjov døbte ham Clark Kent ligesom Supermans berømte alter ego.
En dag vågner Clark imidlertid op og opdager, at han pludselig har fået superkræfter, han kan bl.a. flyve. Men hvor er kræfterne kommet fra? Og hvad skal Clark gøre ved dem? Og er verden overhovedet klar til at acceptere en Superman?
Superman: Secret Identity fornyer Superman-mytologien med sin stride realisme og er smukt illustreret af Stuart Immonen.
Skrevet af Steven T. Seagle og tegnet af Teddy Kristiansen
Danske Teddy Kristiansen var den første udenfor Amerika, som fik lov til at lave en Superman-historie. Det blev til albummet Superman og fredsbomben fra 1990. Der er sket meget for Teddy siden, men i 2005 vendte han stærkt tilbage til Superman-myten, og skabte sammen med sin faste makker Steven T. Seagle en af de allerbedste, moderne historier om Kryptons sidste søn: It's a bird. Faktisk er det mere en historie om Superman end en historie med Superman.
En ung forfatter bliver tilbudt at skrive tegneserie-flagskibet over alle tegneserie-flagskibe, nemlig Superman. Han afviser overraskende tilbuddet med den begrundelse, at han ikke kan relatere til den fantastiske karakter. Dette er dog ikke hele sandheden, og det rigtige svar hænger sammen med hans fars forsvinden, hans kærestes ønske om at få børn og som den største trussel hans grumme udsigt til at kunne udvikle den frygtede sygdom Huntingtons. Alle disse katastrofer hænger på en eller anden vis sammen med hans forhold til Superman, men hvordan?
Teddy Kristiansen, som står for både tegninger og farvelægning, imponerer ved i løbet af historien at anvende hele 21 forskellige kunstneriske teknikker. På trods af de mange forskellige stilarter er historien dejligt sammenhængende og gribende, hvilket især skyldes det eminente manuskript fra Seagle.
Teddy Kristiansen vandt fortjent en Eisner Award i kategorien "Bedste maler/multimedie kunstner" for sit arbejde på It's a Bird, ligesom albummet også var nomineret i kategorien "Bedste nye grafiske album".
The Walking Dead
Skrevet af Robert Kirkman og tegnet af Tony More og Richard Adlard
The Walking Dead er intet mindre end en zombie-tegneserie med hjerne!! Forfatteren Robert Kirkman er af den holdning, at de bedste zombie-historier skal indeholde mere end gru og splat og også kommentere samfundet og den menneskelige natur.
Men naturligvis indeholder The Walking Dead også i bogstavelig forstand masser af hjerne: udsplattet og i selskab med indvolde og rådne lig, som det sig hør og bør i en zombie-historie. Her er rigeligt med levende døde, der har overtaget Amerika og forvandlet hverdagen for de få overlevende til et helvede.
Hovedpersonen, Rick Grimes, må sammen med sin familie og en lille gruppe overlevende kæmpe både mod de menneskeædende zombier og for at skaffe mad og overleve vinteren uden varme, elektricitet og et fast sted at bo.
Vi følger gruppen, som den kører USA rundt i en overfyldt autocamper og leder efter et sikkert sted at være. Flere gange er det lige ved at lykkes, men gang på gang må de ud på landevejen igen efter zombie-angreb har reduceret deres antal, og zombierne er langt fra gruppens eneste problem...
Robert Kirkman ønsker at vise det lange seje træk for tegneseriens hovedpersoner, hvordan de udvikler sig, bukker under for presset eller rejser sig med opgaven.
Kirkmans fokus er på den menneskelige natur, og hvordan vi reagerer, når vores kendte og sikre verden forsvinder.
The Walking Dead er en superb zombie-tegneserie. Den indeholder alle de ting, en fantastisk zombie-historie skal: samfunds-kommentar, overvejelser om den menneskelige natur, gode personskildringer og sidst men ikke mindst masser og masser af rådnende, stinkende, indvolds-udhængende, mennskekøds-hungrende levende døde!!
Læs også: USA tegneserier 1