Allerød Bibliotek logo
 
 

300 på biblioteket

 

Den spektakulære "sværd og sandal" film 300 af Frank Miller går i øjeblikket sin sejrsgang i de danske biografer.
Filmen er baseret på en flot og spændende tegneserie ligeledes med titlen 300 af Frank Miller og farvelæggeren Lynn Varley.

 

Ifølge myten mødte en alliance af græske bystater i 480 F.Kr. en enorm, persisk invasionshær.
Det mest berømte slag i den krig er slaget ved Thermopylæ. Grækerne var stærkt i undertal, men i kraft af deres strategiske overlegenhed forstod de at udnytte det uvejsomme terræn og holde fjenden stangen.
Denne mytiske fortælling om mod og mandshjerte fra krigen mellem perserne og grækerne har inspireret både tegneserien og filmen 300.

 

Med bare 300 spartanske krigere lykkedes det Kong Leonidas at stoppe persernes fremmarch og tilmed at påføre den persiske hær enorme tab.

Mange historier er blevet inspireret af den oprindelige myte om de 300 spartanere, og Frank Millers 300 er endnu en af dem.


The 300 Spartans
af Rudolph Maté (1962) introducerede oprindeligt Frank Miller til historien om spartanernes ulige kamp, men Miller er dog mere interesseret i drama end historisk korrekthed, og som en af noir-genrens absolutte mestre er hans udgave noget helt specielt.
Den er mere stil end faktuel historie, og det virker for tegneserien, som er både medrivende og flot.

 

300 er hårdt pumpet machokultur på speed. Der er hardcore manddomsprøver, persiske elitekrigere, ubarmhjertig soldatertræning, og der er skruet helt op for de vilde kamporgier med halvnøgne mænd med lændeklæde og misundelsesværdige mavemuskler.
I sandhed en sværd og sandal tegneserie for fuld udblæsning.

 

Du kan både låne den engelske og den danske udgave af tegneserien om de 300 spartanere på Allerød Bibliotek HER.

 
 
 
 
 

Allerød Biblioteker - Skovensvej 4 - 3450 Allerød - Tlf: 48 10 40 10 - E-mail: info@bibliotek.alleroed.dk