Så er der ikke længe til Autobotterne og Decepticonerne atter tørner sammen på det store lærred i "Transformers 2: Revenge of the Fallen".
Og der er god grund til at glæde sig, for slaget om Jorden er slut, men kampen om universet er kun lige begyndt.
Den nederdrægtige Starscream overtager kommandoen over Decepticonerne efter at være vendt tilbage til planeten Cybertron. Han har bestemt ikke opgivet jorden og planlægger en ny invasion.
De fredselskende Autobotters situation forværres yderligere, da det lykkes Skorpinox at stjæle Decepticonernes magtsyge leder Megatron fra det amerikanske militær og genoplive ham.
Med Megatron tilbage og Starscream på vej med forstærkning er der lagt i kakkelovnen til et opgør af episke proportioner.
"Transformers 2: Revenge of the Fallen" har premiere i de danske biografer den 24. juni. Du kan se den hæsblæsende trailer på filmens officielle side.
Er du vild med kæmperobotterne, og hvem er ikke det, så kan du både finde både den første film og en række spil på biblioteket.

Billeder fra Paramount Pictures.