Allerød Bibliotek logo
 
 

Tillykke til super-abe og Supermand!

To af populærkulturens store skikkelser - store såvel fysisk som billedligt - kan fejre markante jubilæer i april: King Kong og Superman.

 

King Kong

 

D. 4. april i år er det præcis 75 år siden, biografgængerne første gang stiftede bekendtskab med et af det hvide lærreds helt store ikoner - kæmpeaben King Kong.

 

Merian C. Cooper og Ernest B. Schoedsacks sort-hvide film var en sensation i 1933, hvor man næppe havde set lignende effekter på film tidligere - og faktisk holder filmen om den store abes håbløse forelskelse i den skønne Fay Wray stadig i dag. Effekterne kan ikke måle sig med, hvad vi er blevet vant til sidenhen - men det grundlæggende drama fejler ikke noget i denne første indspilning af fortællingen om skønheden og udyret.

 

Siden 1933 er historien blevet genindspillet adskillige gange, bl.a. i 1976 i en version med Jeff Bridges og Jessica Lange. Denne version af var dog ikke helt vellykket og især effekterne lod noget tilbage at ønske.


Effekterne er til gengæld helt i top i den nyeste version af King Kong fra 2005 og var instrueret af Peter Jackson. Det er i denne version af filmen, at aben virkelig får lov til at træde i karakter, hvilket klæder filmen gevaldigt. 2005 udgaven er måske lidt for lang, men til gengæl er der rig lejlighed til at gyse og græde undervejs.

 

Den seneste film om King Kong kan bestilles på biblioteket.

 

Superman

 

I april 1938 udkom det første blad i rækken af hæfter med den fælles titel Action Comics. På forsiden af bladet så man en mand i tætsiddende dragt og med slæng-kappe i færd med at smadre to biler, mens tre personer skrækslagne ser til. Manden var naturligvis Superman, som på dette tidspunkt endnu ikke havde alle sine superkræfter - men hans styrke var dog rigeligt skræmmende til, at man roligt kan udnævne ham til verdens første egentlige superhelt.

 

Siden er Jerry Siegel og Joe Shusters påfund udviklet, så han i dag er i stand til meget mere end at ødelægge køretøjer og springe over høje bygninger. Supermans aktuelle superkræfter har dog ikke på nogen måde løst hverken hans egne eller verdens problemer - styrke giver ikke ro i sindet, og der står altid en eller anden idiot parat til at ville overtage verdens-herredømmet.

 

Kryptons sidste søn, som han også kaldes,  fik allerede sit eget blad i 1939, Superman comics, og siden er det blevet til utallige historier om "The Man of Steel". Også filmmediet kan fremvise et sandt overflødighedshorn af Superman-film, såvel spillefilm som tegnefilm. Verdens frelser og garanten for verdensordenen er en fast institution i den vestlige verdens bevidsthed i dag. Her 70 år efter hans skabelse, finder man næppe en person, som ikke kender Superman.

 

På biblioteket finder du både tegneserier om Superman, Superman-film og spil med Superman-figuren.

 

Et stort til lykke til de to store ikoner i den vestlige kultur skal lyde fra Allerød bibliotek!


 

Original Forfatter: Steffen Kronborg
 
 
 
 
 

Allerød Biblioteker - Skovensvej 4 - 3450 Allerød - Tlf: 48 10 40 10 - E-mail: info@bibliotek.alleroed.dk