Da amerikanerne i 1783 smed deres engelske kolonimagt ud, kunne ingen vide, at briterne atter ville invadere USA cirka 200 år senere.

Endda to gange.

 

I 1960erne måtte hitlisterne bøje sig for presset fra The Beatles, og i 1980erne var det den amerikanske tegneserie-industri, der blev ændret for evigt af en gruppe mindst lige så nytænkende briter.  

Før invasionen

De første amerikanske tegneserier blev publiceret i aviser. Men under 2. verdenskrig kom superheltene til deres ret. Superman og Captain America tævede lystigt den ene nazist efter den anden. Salget af superheltetegneserier faldt dog drastisk efter krigen og andre genrer vandt indpas. Det drejede sig blandt andet om science fiction, jungleeventyr, romantik, krimi og horror. Indholdet af især horrortegneserierne skabte røre i det konservative USA, og branchen indførte deres eget censursystem, hvilket især gik ud over horrorgenren. 

 

Superheltene løfter undergrunden

Det store forlag DC Comics havde stort held med at relanchere superheltegenren, og rivalen Marvel ville også være med. Dette førte til, at Jack Kirby og Stan Lee skabte superheltegruppen Fantastic Four i 1961, og hermed var den første sten i det, der senere skulle blive til Marvel Universet lagt.
Marvel udvidede hurtigt med titler som Spider-man, X-Men, The Avengers samt utallige andre titler. Det samme gjaldt for DC. Dette kommercielle boom medførte også en bølge af undergrundstegneserier, hvor de mest kendte forfattere var Robert Crumb og Gilbert Shelton, sidstnævnte er nok mest kendt for Flipkompagniet.

Den britiske invasion i midten af 80erne byggede på mange måder bro imellem mainstream og undergrund.

 

Alan Moore går nye veje!

Forrest på slagmarken stod den engelske forfatter Alan Moore. Man plejer at regne hans nyfortolkning af DCs Swamp Thing for begyndelsen på den nye æra i amerikansk tegneserie. I denne serie legede han med temaer og narrativitet på en måde, man ikke før havde set i mainstream tegneserier. Da han så i 1986 dekonstruerede superheltegenren med verdens bedste tegneserie, Watchmen, var der ikke nogen vej tilbage.

 

Watchmen (Vogterne på dansk) foregår i en alternativ udgave af 1980erne, hvor superhelte for evigt har ændret verden, og ikke kun til det bedre. Verden er på randen af atomkrig og Nixon er stadigvæk præsident. Historien handler om magtmisbrug, teknologiens indflydelse på verden, menneskelig svaghed og drager i det hele taget superheltenes eksistensberettigelse i tvivl. Ville superhelte nødvendigvis gøre verden bedre? Fortællingens struktur er aldeles overlegen, og Watchmen har på mange måder betydet det samme for tegneserier, som Orson Welles' Citizen Kane har betydet for filmkunsten.

 

Alan Moore har dog haft mange flere tricks oppe i ærmet igennem årene. From Hell er en grusom og kompleks historie om Jack the Ripper, Top Ten er New York Blues i en by befolket udelukkende af folk med superkræfter tilsat en ordentlig omgang humor, Tom Strong er et seriøst men muntert opgør med den dystre stemning, som her gjort sig gældende i superhelteuniverset siden 1980'erne, V for Vendetta er en anarkistisk fremtidsdystopi og Batman - Den der Ler Sidst er måske den bedste historie om superskurken Jokeren. Serien Promethea lader sig knapt nok beskrive, men handler om metafysik, magi og verdensreligioner. Det er utroligt originalt.

 

Moores mest underholdende arbejde inden for de sidste ti år er Det Hemmelighedsfulde Selskab.
Her bruger Moore figurer fra 1800-tallets litteratur, såsom Kaptajn Nemo, Mina Murray samt Doktor Jekyll og Mr. Hyde, til at fortælle en victoriansk knaldromanshistorie med flere litterære referencer, end man opdager ved første gennemlæsning. Moores fortolkning af disse klassiske romanfigurer er uforligneligt og der bliver ikke lagt fingre i mellem! 

 

Neil Gaiman vækker drømmekongen

Et andet hovedværk indenfor amerikanske tegneserier er englænderen Neil Gaimans Sandman serie, der kørte fra 1988 til 1996. Rent faktisk var det et venskab med Alan Moore, der inspirerede Gaiman, der indtil da hovedsageligt havde begået sig inden for journalistik, til at begynde at skrive tegneserier. Han overtog en superhelteserie efter Alan Moore, men slog sig meget hurtigt sammen med den engelske illustrator Dave McKean om blandt andet miniserien Black Orchid. Denne nåede dog ikke at udkomme før efter, Gaiman havde startet sin lange serie om drømmenes konge Morpheus, også kendt som Sandman. Her blandes fantasy med horror, Shakespeare, sort humor, alverdens mytologier og op til flere elementer fra goth-kulturen, og resultatet er unikt.

 

Sandman tiltrak læsere, der aldrig havde købt tegneserier før og havde et usædvanligt stort kvindeligt publikum, hvilket nok til dels hænger sammen med, at Gaiman ikke blot beskriver kvinder som storbarmede undertøjsmodeller, der mest er med i historien for at give de mandlige læsere noget at kigge på. Gaimans kvinder både opfører sig som og ligner rigtige kvinder.

 

Efter Sandman sluttede har Gaiman mest begået sig som romanforfatter, men har også skrevet både billedbøger og film. I de senere år har han skrevet enkelte tegneserier for Marvel, hvilket blandt andet er blevet til en 1600-tals udgave af Marvel Universet i Marvel 1602.

 

Grant Morrison syrer ud

En tredje brite, der gjorde sig bemærket i slutningen af 1980erne var skotten Grant Morrison. Ligesom Moore og Gaiman legede Morrison med både form og fortællestil og har blandt andet været kendt for at anvende dadaistiske træk i nogle af sine tegneserier.

 

Morrisons hovedværk er The Invisibles, der kørte fra 1994 til 2000. Serien blander næsten samtlige sammensværgelsesteorier nogensinde med mystik, kaos-magi, action, science fiction, popkultur, spionhistorier og undergrundskultur. Det er på det nærmeste umuligt at beskrive serien i ord, og det er da også en udfordring af de store at komme igennem hele værket, men det er i den grad rejsen værd. Det er meget stort tænkt.

 

Udover The Invisibles er Morrison nok mest kendt for at have genopfundet superheltegruppen X-Men i New X-Men, der satte et nyt perspektiv på den aldrende serie, men Morrisons bedste værk i de senere år er miniserien We3 om søde dyr forvandlet til dræberrobotter af det amerikanske militær. Historien handler om dyrerettigheder, hvilket er et emne, der ligger Morrison meget på sinde. Ligeledes dyrker Morrison en speciel gren af magi ved navn pop-magic. Det var dette samt en åndelig oplevelse i Katmandu, hvor han måske og måske ikke blev bortført af rumvæsener, der inspirerede ham til at skrive The Invisibles. I hvert fald, hvis man skal tro Morrison selv.

 

Ellis, Ennis, Carey og Millar rider ind på den nye bølge

I 1990erne dukkede endnu en sværm af britiske tegneserieskabere op på den amerikanske scene i form af blandt andet ireren Garth Ennis, skotten Mark Millar samt englænderne Mike Carey og Warren Ellis.

 

Med Planetery skabte Ellis en på en gang nostalgisk og fremadrettet serie om supermennesker, der bevæger sig i en underverden af alternativ historie og universer. Ellis legede også med superheltegenren i serien Stormwatch, der senere blev til The Authority, hvor superheltene næsten fungerer som en overordnet, international supermagt.

 

Garth Ennis' største bidrag til den moderne amerikanske tegneserie er den okkulte serie om Preacher. Utroligt grovkornet i sin sorte humor, ekstremt voldelig og bevidst blasfemisk i sit portræt af moderne religion blander serien det okkulte med elementer fra blandt andet westerns. Han har dog også begået virkelig gode historier om marvels ultimative antihelt, selvtægtsmanden The Punisher.

 

Mike Carey er nok mest kendt for sit arbejde på den fantastiske okkulte serie Hellblazer. 

 

Millar fornyer og chokerer

En af de helt store kometer på den amerikanske tegneseriehimmel er i øjeblikket skotske Mark Millar. Han blev inspireret til at skrive tegneserier efter at have fået en autograf af tegneserielegenden Alan Moore til en tegneseriemesse i midten af firserne. Det var dog ikke før, han fik finansielle problemer, at Millar droppede sine studier og begyndte at skrive tegneserier professionelt.

 

Millar startede på gyserserien Swamp Thing, hvor også Alan Moore og Grant Morrisson havde slået deres folder, og selvom han fik en del ros fra kritikerne, så solgte serien ikke godt nok og gik ind. Men Millar havde gjort indtryk på den amerikanske tegneserieverden og fik flere chancer. Han fik sit helt store gennembrud på serien The Ultimates i 2002. Ultimates er Marvels alternative og mere "voksne" udgave af superheltegruppen Avengers. Serien var en kolossal succes fra første dag.

 

Millar er siden blevet kendt for sine provokerende, ja ligefrem kontroversielle historier og for en fantastisk evne til at puste nyt liv i hensygnende karakterer. Et eksempel er det spændende tankeeksperiment Superman: Red son, hvor Millar funderer over, hvad der ville være sket, hvis Superman i stedet for at lande i en ærkeamerikansk lilleby i stedet var landet i det kommunistiske Sovjet. 

Millar har netop skrevet Marvels store tegneserier-event Civil War.

 

John Constantine og briterne er kommet for at blive

Hovedpersonen i Hellblazer er John Constantine, en kæderygende, bitter magiker fra Liverpool, der med sit blonde hår, brune trenchcoat og kyniske attitude nærmest modvilligt bekæmper de onde magiske kræfter i verden. Han blev skabt af Alan Moore som bifigur i serien Swamp Thing, men fik senere sin egen serie, der i starten var skrevet af englænderen Jamie Delano. Da han holdt op på serien, overtog Garth Ennis og skrev det til dato måske bedste forløb på serien. Derudover har både Grant Morrison, Warren Ellis og Neil Gaiman skrevet på serien, der er et meget britisk indslag i den amerikanske tegneserieindustri. Indtil for et par år siden var det så altså Mike Carey, der skrev Hellblazer.

 

På mange måder står John Constantine som et symbol på den britiske succes i den amerikanske tegneserie-industri, da serien har kørt siden 1988 og i den grad ikke ser ud til at ville stoppe. Serien er mørk, satirisk, ond i sulet og kompleks. På trods af, at Hellblazer foregår i en magisk udgave af vores egen verden, så foregår de bedste historier om Constantine i meget genkendelige storbyer på et beskidt gadeniveau.

 

Alan Moore hævder i øvrigt, at han har mødt John Constantine ved to lejligheder. Og det kan man så vælge at tro på eller ej.