Om dette arrangement

Tid
18:30 - 20:15
Pris
175 kr.
Bibliotek
Target
For alle
Foredrag & debat

Økologisk køkkenhavekursus – nu med stiklinger

05.05.21
Mangler du ideer til, hvordan du får mest ud af din økologiske have? Vil du gerne undgå at bruge kemi i din have? Så kom på vores økologiske køkkenhavekursus.

Kurset er for alle, der har lyst til at dyrke grøntsager i haven uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte, og som gerne vil have et godt resultat ud af havearbejdet og se dyrelivet udfolde sig. Alle kan deltage, det kræver ingen forud¬sætninger andet end lysten til at være med.
 

Hvor og hvornår

Vi afholder kurset over de fire onsdage i maj: den 5., 12., 19. og 26. maj kl. 18.30 - 20.15.

Den første kursusgang holder vi i underviserens egen have, Lottenborg Have, i Jonstrup. De tre sidste kursusgange holder vi på Allerød Bibliotek ved Miljøkontoret.

Kurset er et sammenhængende forløb, så det er  ikke muligt at melde sig til enkelte aftener.
 

Program

Onsdag den 5. maj
Den første kursusgang foregår hos Karin i Lottenborg Have. Først ser vi køkkenhaven og hører om metoder, udfordringer, fejl og successer. Derudover vil du høre om vegetativ opformering af bærbuske og flerårige urter, og selv prøve at stiklingeformere. Karin leverer materialerne.

Onsdag den 12. maj
Den anden kursusgang  handler om at skabe en levende have over og under jorden, og hvorfor et rigt dyreliv er vigtig for den økologiske køkkenhave. Etablering og anvendelse af kompost er et andet vigtigt emne denne aften.

Onsdag den 19. maj
Den tredje kursusgang vil handle om at dyrke grøntsager i den gravefri køkkenhave, og om metoder til at få mest ud af dit jordstykke.

Onsdag den 26. maj
Denne sidste kursusgang skal du lave en dyrkningsplan for din egen køkkenhave.
 

Om underviseren

Karin Gutfelt underviser på kurset. Karin er biolog, biavler og ikke mindst energisk økologisk havedyrker.

Den Grønne Guide og Allerød Bibliotek arrangerer kurset.
 

Tilmelding

Der er 20 pladser på havekurset. Så har vi god plads mellem deltagerne.
Det koster 175 kr. i alt at deltage på alle fire kursusgange inkl. materialer.