Natur- og litteraturtræning

Natur- og Litteraturtræning Lillerød Gymnastik og Allerød Bibliotek

08.06.18
Hold Hjernen Frisk - Naturtræning for seniorer. Lillerød Gymnastik og Allerød Bibliotek er gået sammen om en ny spændende wellness-satsning for seniorer. I løbet af 12 uger kan du prøve kræfter med Natur- og litteraturtræning. Forløbet er blevet til med udviklingsstøtte fra pilotprojektet Hold Hjernen Frisk.

Kodeordene er ’Forkæl dig selv’

I dette forløb kombinerer Lillerød Gymnastik og Allerød Bibliotek litteratur med fysisk træning og natur. Vi mødes 3 timer hver uge over 12 uger. Hver gang starter vi med at lave fem kvarters fysisk træning i naturen. Efter træningen samles vi ved bålet, eller i bibliotekets bløde stole og får ved højtlæsning udfordret hjernen med tekster om natur. Litteraturtræning, som især består af højtlæsning efter metoden Guidet Fælleslæsning, træner vores empatiske evner. Undervejs i læsningen holder vi pauser og reflekterer i fællesskab over det læste, og deler vores erfaringer fra naturen og livet. Vi kommer til at læse bidder fra f.eks. ’Havbogen’, ’Træernes hemmelige liv’, men også noveller af f.eks. Hemingway og mange andre dejlige forfattere. Efter træningen byder vi på kaffe/te og sunde snacks mens du slapper af og lytter til højtlæsningen.

Deltagelse i forløbet kræver ingen forberedelse, men du skal have lyst til at møde andre mennesker, have det sjovt, lære nyt, lytte, være i vores dejlige natur og ikke mindst gøre noget godt for dig selv.

Naturtræning og Guidet Fælleslæsning

Træning i naturen fremmer både dit fysiske og psykiske velbefindende. Din hjerne og dine sanser stimuleres ligesom du styrker hukommelsen. Ophold i naturen modvirker også stress og booster humøret. Vores træning sikrer "sved på hjernen". Gennem leg og øvelser styrker vi muskler og kredsløb og i fællesskab udfordrer vi balancen, koordination og hukommelse. Højtlæsning af litteratur gennem Guidet Fælleslæsning udfordrer koncentrationen og øger evnen til fordybelse, det hjælper os med at forstå andres ’verdner’, og udvider vores horisont. Hele forløbet er skræddersyet til dig af specialuddannede naturtrænere fra Lillerød Gymnastik og en professionel læseguide fra Allerød Bibliotek.

Tilmelding

Vil du være med? Og er du mellem 55 og 75 år, og har du lyst til udfordringer og velvære for både krop og sjæl i naturen, så tilmeld dig holdet Natur- og Litteraturtræning.

Tilmelding foregår via Lillerød Gymnastiks hjemmeside www.lifgym.dk. Holdet ligger under EVENTS og hedder Natur- og Litteraturtræning.

Det koster 1.500,- kr. + 75,- kr. i medlemskontingent for alle 12 gange á 3 timer, og med i prisen er tre specialuddannede undervisere, let forplejning, samt sandwich ved den obligatoriske start- og slutmåling.

Hold Hjernen Frisk

Om Hold Hjernen Frisk

I 2050 vil antallet af ældre over 80 år være tredoblet. Mange får derfor flere aktive år, efter de går på pension. Men hvordan holder vi vores hjerne frisk så længe som muligt? Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang! Derfor deltager Lillerød Gymnastik og Allerød Bibliotek i et innovativt pilotprojekt støttet af Nordea-fonden. 

Projektet hedder Hold Hjernen Frisk og skal omsætte forskningsbaseret viden til konkrete aktiviteter, der kan inspirere seniorer til at holde hjernen frisk – hele livet. I 12 uger kan seniorer lade sig udfordre af bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Ud over Lillerød Gymnastik og Allerød Bibliotek, deltager DGI lokalforeninger og biblioteker i hele landet i projektet, som DGI står bag sammen med Slots- og Kulturstyrelsen og forskningscenteret Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

Hold Hjernen Frisk
I det 2-årige pilotprojektet Hold Hjernen Frisk vil projektpartnerne DGI, Slots- og Kulturstyrelsen og forskningscenteret Center for Sund Aldring på Københavns Universitet omsætte forskningsbaserede viden til engagerende og fællesskabsskabende aktiviteter for seniorer omkring pensionsalderen og udbrede eksisterende viden i forskellige formater. DGI leder projektet. Læs mere om Hold Hjernen Frisk på projektets hjemmeside: www.holdhjernenfrisk.dk

Kontakt

Lillerød Gymnastik på mail lif.gymnastik@gmail.com hvis du har spørgsmål til forløbet, eller Lise Falck Hansen, Allerød Bibliotek på lifh@alleroed.dk

Læs mere om Allerød Biblioteks to andre Hold Hjernen Frisk forløb HER