Noget der ligner Colleen Hoover

Er du også blevet grebet af Colleen Hoovers kærlighedsromaner? Mens du venter på at få fingrene i de populære bøger som "Minder om ham" eller "Det ender med os" får du her et par anbefalinger til andre gribende og rørende kærlighedshistorier, der minder om Hoover.

Den amerikanske forfatter Colleen Hoover hitter som aldrig før. Populariteten skyldes primært det sociale medie TikTok, hvor millioner af ivrige læsere deler personlige anbefalinger af bøger som "Minder om ham" og "Det ender med os". Det har skabt længere reservationskøer på Hoovers bøger og derfor har vi på Allerød Biblioteker naturligvis købt ekstra eksemplarer. Men mens du står i kø til din næste bog af Colleen Hoover - eller venter i spænding på "It starts with us", efterfølgeren til "Det ender med os", som udkommer på engelsk den 18. oktober - har vi samlet en række forslag til lignende bøger, som du kan fordrive ventetiden med.  

Colleen Hoover skriver rørende kærlighedshistorier med overraskende plottwists og karakterer, man kan relatere til og omhandler ofte temaer som kvindeskæbner, parforholdets skyggesider og ødelæggende familiehemmeligheder. 
 

  • "Et afgørende øjeblik" af Sarina Bowen
    Corey har indtil sin ulykke været en talentfuld ishockeyspiller, men nu skal hun starte college i en rullestol. Heldigvis møder hun den skadede ishockeyspiller Adam. Han er både lækker, sjov og forstår hendes savn. Men han har en kæreste. Den første selvstændige bog i den romantiske Ivy Years-serie. 
     
  • "Åndeløs" (da) eller "The air he breathes" (eng) af Brittany C. Cherry
    Til fans af Hoovers "Forbandede kærlighed". "Åndeløs" tager læseren med på en følelsesmæssig rutsjebanetur. Elizabeth har mistet sin mand og Tristan har lukket alle ude efter en voldsom tragedie. Kan man overhovedet elske igen, når man har mistet det dyrebareste her i livet? Hjerteknusende, erotisk og romantisk roman for kvinder i alle aldre. "Åndeløs" er første bind i Elements-serien. 
     
  • "Love and Other Words" af Christina Lauren 
    Gribende kærlighedshistorie om Macy og Elliot. Macy har egentlig besluttet sig for at gifte sig med en ældre mand, der kan give hende stabilitet og økonomisk sikkerhed, da hun møder Elliot Petropoulos - hendes første kærlighed, der knuste hendes hjerte for flere år siden. 
     
  • "Vi var løgnere" (da) eller "We were liars" (eng) af E. Lockhart. 
    Young adult thriller om Cadence, Johnny, Mirren og Gat - "Løgnerne" - der hver sommer mødes på familien Sinclairs private ø. For to somre siden, da Løgnerne var femten år, skete der noget. Cadence var ude for en ulykke og har delvist mistet hukommelsen, men erindringerne om "sommeren femten" kommer ligeså stille tilbage til hende. Jo mere hun finder ud af, jo mere bliver hun nervøs for, at det hun tror skete ved hendes ulykke, måske ikke er sandheden. 
     
  • "Blackout" 
    Seks forbundne kærlighedshistorier til unge. New York er ramt af en strømafbrydelse og i mørket er det lidt lettere for bogens teenagere at nærme sig dem, de er forelsket i og fortælle om deres hemmeligheder.
     
  • "De dør begge til sidst" (da) eller "They both die at the end" (eng) af Adam Silvera
    Adam Silveras young adult bog om Mateo og Rufus er blevet en favorit på TikTok. Historien følger de to drenges liv gennem 24 timer efter de har fundet ud af, at de har kun har en dag tilbage at leve i.
     
  • "Alt det jeg aldrig fortalte dig" (da) eller "Everything I never told you" (eng) af Celeste Ng
    En gribende pageturner fuld af familiedrama, hemmeligheder, længsler og løgne. Familien Lee splittes, da yndlingsdatteren Lydia drukner i en en sø nær familiens hjem. Hvad skete der med Lydia? Og hvem skal have skylden? 
     
  • "Alt eller intet" (da) eller "Everything, everything" (eng) af Nicola Yoon
    17-årige Maddy har ikke forladt sit hus i 15 år, da hun lider af en sjælden sygdom og hun har ingen fysisk kontakt til verden udenfor hendes hus. Da en ny dreng flytter ind ved siden af forandres alting. Ungdomsroman fra 15 år og op, som med garanti vil vække masser af følelser.  
     
  • "Local woman missing" af Mary Kubica 
    Thriller a'la "Mørkt bedrag" af Colleen Hoover. Meredith Dickey og hendes seksårige datter Delilah forsvinder på mystisk vis. 11 år senere vender Delilah tilbage. Men hvad er der sket?
     
  • "Five feet apart: halvanden meters afstand" (da) eller "Five feet apart" (eng) af Rachael Lippincott
    Stella lider af lungesygdommen cystisk fibrose og må for alt i verden ikke komme i fysisk kontakt med nogen, da hun så risikerer en infektion. Da hun møder Will Newman med samme diagnose forelsker de to sig hovedkulds i hinanden, men må aldrig komme tæt på. De stilles nu over et afgørende dilemma: Er livet værd at leve uden kærlighed? Underholdende og romantisk drama til de 14-16-årige og opefter.  
     
  • "Savn mig ikke" af Carrie Fountain 
    Miranda og Syds venskab er stærkt, og de er altid sammen. Miranda bliver knust, da Syd en dag forsvinder uden at Miranda har nogen anelse om hvorfor. 
     
  • "Manden der ikke ringede" af Rosie Walsh
    Sarah og Eddie mødes tilfældigt og forelsker sig hovedkuls i hinanden. De tilbringer syv dage sammen i en lykkerus og planlægger en fælles fremtid. Først skal Eddie lige på ferie, men han ringer ikke tilbage. Er der noget, de ikke har fortalt hinanden? 
     
  • "Et rigtigt håndværkertilbud" af Carey Heywood
    Første bog i den hyggelige og romantiske Woodlake-serie. Finley Reeves har været igennem en grim skilsmisse. Nu er det på tide at gøre noget vildt. Derfor køber hun et faldefærdigt hus og flytter tværs hen over USA. Heldigvis står Noah, der har sit eget byggefirma, klar til at hjælpe Finley. 
     
  • "Lyset vi mistede" af Jill Santopolo 
    Den 11. september 2001 i New York mødes Lucy og Gabe for første gang, og får en dyb forbindelse til hinanden. Livet vil dog at deres veje skal skilles, men selv efter 13 år kan Lucy ikke slippe drømmen om et liv med Gabe.
     
  • "Kun dig" af Melanie Harlow
    Emme er romantiker og leder efter den eneste ene. Hendes nabo, Nate, er skilsmisseadvokat og tror kun på one night stands. De er bedste venner, men en efterladt baby på dørtrinnet, gør at der bliver åbnet ind til alle de gemte følelser. Der er garanteret masser af underholdning, romantik og følelser i denne første bog i "Kun dig"-trilogien. 
     
  • "Mød mig på halvvejen" af Dayane de Oliveira
    Skøn og rørende kærlighedshistorie. Sarah er en succesfuld børnelæge, om fredagen springer hun ud som sexet rocksangerinde og hun har masser af gode venner. Men hun gemmer på en stor sorg og da hun møder Jason tør hun ikke lukke ham ind. 
     
  • "Dengang vi troede på havfruer" (da) eller "When we believed in mermaids" (eng) af Barbara O'Neal 
    Kits søster har været død i 15 år. Nu ser hun et glimt af hende i en nyhedsudsendelse fra den anden side af jorden. Er hun alligevel ikke død? 

    Alle bøgerne kan lånes på Allerød Biblioteker og flere af dem findes også på e-reolen eller e-reolen global. Rigtig god læselyst!

 

Tags