Mød Darth Vader på Allerød Bibliotek den 11. marts

10.03.23
Har du altid drømt om at møde Darth Vader? Så har du - og din familie - chancen lørdag d. 11. marts på Allerød Bibliotek.

Lørdag d. 11. marts kan rumglade børn og voksne møde selveste mørkets fyrste Darth Vader, Kylo Ren, Kejser Palpatine og andre elskede karakterer fra Star Wars-universet, når Troopers For Charity gæster Allerød Bibliotek. Oplev de flotte kostumer i deres helt rette rum-element, når vi åbner vores nye, store rumudstilling ”Ramt af rummet” fra kl. 10:00.

Stjernekrigens skurke og helte får stjernegodt selskab af de seje frivillige fra Coding Pirates, der kommer forbi børnebiblioteket og leger med små robotter samme lørdag fra kl. 10-13:00.

Dørene til udstillingen åbnes kl. 10:00, og adgang til både udstillingen og Coding Pirates’ aktiviteter er gratis.

Du kan læse mere om udstillingen her.

Udstillingen ”Ramt af rummet” er støttet af Nordea-fonden.