Bibliotekarerne anbefaler

Der blev afholdt bogcafé på både Allerød og Lynge Bibliotek i november 2018. Her kan du få et overblik over de bøger, vi har anbefalet og få inspiration til læsning.

Pynt på bordet

 

Anne anbefaler

 
Anne Thunbo
 

Jan Kjærstad: Storefjeld
Norske Jan Kjærstad har skrevet en bog om Utøya, der ikke handler om Utøya, men om de følelser, en national tragedie kan vække og de problematikker, der rejser sig i efterspillet. 
Storefjeld er en insisterende bog om en grufuld hændelse, fortalt i tre dele, fra tre forskellige synsvinkler. En varm sommerdag i 2008 bliver Arbeiderpartiets frontfigur, Arve Storefjeld, og flere af hans familiemedlemmer fundet myrdet i en hytte syd for Oslo. De har alle fået halsen skåret over, og tragedien får naturligt nok terroralarmen til at lyde. Storefjeld var en omstridt person, alligevel er der ingen, der tænker, at gerningsmanden skal findes i egne rækker, blandt ’os’.

Helga Flatland: En morderne familie
Efter et 40 års langt ægteskab beslutter Torill og Sverre at lade sig skille. De er begge 70 år, pensioneret – og føler sig færdige med familieprojektet. Men det gør deres tre voksne børn ikke. For dem er familien et vigtigt omdrejningspunkt og ophav til deres værdier, valg og ambitioner. Det rokker ved grundlaget for alle tre søskende, da forældrene lader sig skille – men også ved balancen og dynamikken i familien.
Gennem de tre søskendes forskellige synsvinkler fortælles historien om tilhørsforhold, opbrud og konsekvenser – og spørgsmålet stilles: Hvad det er, der egentlig udgør en familie?
 
Lars Johansson: Ved Ishavet
Ved Ishavet er en stort anlagt fortælling om en kvinde og hendes uægte datter lige før og under Anden Verdenskrig. De lever i en lille fiskerbygd i Nordnorge og prøver hver for sig at få et liv midt i en voldsom og ødelæggende natur og i krigens kaos. 
En historisk-dokumentarisk roman om begær, kærlighed, vold og om de dilemmaer, kvinder stod over for under besættelsen.
 
Lars Saabye Christensen: Byens Spor bind 2
Andet bind i den planlagte trilogi portrætterer Oslos middelklassemiljø i 1950’erne gennem fortællingen om familien Kristensens liv.
I 1956, hvor "Byens spor - Maj" begynder, er Maj kørt fast i sin tilværelse. Hun ønsker sig et mere indholdsrigt liv, hvor hun ikke kun går derhjemme og plejer sine store børn. Derfor siger hun begejstret og med en vis usikkerhed ja til et job som receptionist på sin afdøde mands reklamebureau. Maj viser sit værd, men imens hun trives på jobbet og med sin nye forelskelse, stiger samfundets skepsis.
 
Elly Griffiths: Pigen under jorden
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken udenfor King’s Lynn i Norfolk, tror de, de tilhører Lucy Downey, en lille pige som blev kidnappet ti år tidligere, og arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway bliver tilkaldt. Men Ruth konstaterer, til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle. Lige siden Lucy forsvandt, har Nelson modtaget mystiske breve med referencer til rituelle ofringer. 
Da endnu en pige forsvinder, beder han Ruth om at hjælpe med at tolke brevenes indhold. Mens Nelson og Ruth nærmer sig hinanden, viser det sig, at Ruth er i livsfare, fordi hun hjælper politiet. Jagten på kidnapperen bliver en kamp mod uret – både for den forsvundne pige og for Ruth selv.
 
 

Maria anbefaler

 
Maria Christine Billingsøe
 
 
Carl Frode Tiller: Begyndelser
Livet må leves forfra og forstås bagfra. Begyndelser er fortællingen om en mands liv fortalt i omvendt kronologi – fra selvmord til fødsel. Hvorfor gik det egentlig som det gik? 
Terje – far, ægtemand, søn og miljøforkæmper – ligger på hospitalet efter et forsøg på at tage sit eget liv, og herfra følger vi ham baglæns i tid, gennem voksenliv, ungdom og barndom. Gradvist får vi indblik i en kompliceret familiehistorie, Terjes glødende kærlighed til naturen, og alle de valg han tog og ikke tog. 
Bogen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018. 

Paolo Cognetti: De otte bjerge
Pietro kommer fra Milano, Bruno er vokset op ved foden af Monte Rosa. Da Pietros forældre lejer et lille hus i bjergbyen Grana, møder de to drenge hinanden første gang, og langsomt og næsten ordløst går de et stærkt venskab frem i bjergenes vildsomme terræn.
Bjergene vækker relationerne, og eksistensen – Pietros, Brunos, forældrenes - sammenflettes fra drengeårene til voksenalderen.  
De otto bjerge er en stærk og eksistentiel dannelsesroman om venskabet mellem drenge. Paolo Cognetti er italiens nye, litterære fænomen.
 
Delphine de Vigan: De loyale
Da Hélène opdager, at en af hans elever, Theo, ikke trives derhjemme, mærker hun et stort behov for at hjælpe ham. Hun er selv vokset op i et voldeligt hjem, og hun vil gøre alt for at det ikke sker for andre. Hun går alt for langt i sit forsøg, og det bliver svært at få succes, for Theo er allerede på vej ud i flere problemer.
I "De Loyale" af Dephine De Vigan møder vi 4 hovedkarakterer, der alle er forbundne af skæbnen.
 
Einar Mar Gudmundsson: Pasfotos
Rejseromanen "Pasfotos" af Einar Már Gudmundsson tager dig med på en fantastisk rejse - ikke bare tilbage til 70'erne, men også til Norges fjelde.
Hallis og hans ven Jonni rejser fra Island til Norge. Planen er at spare op og tage på en fortryllende rejse, men da de først lander i Norges smukke landskaber, forelsker de sig. Sommeren bliver slet ikke, som de havde forventet. 
I "Pasfotos" møder vi kærligheden, ungdommen og kommer på en utrolig rejse. 

 

Lise anbefaler

Lise Falck Hansen

 

 

 

 
Long Litt Woon: Om svampe og sorg
Dette er fortællingen om en rejse, der starter brat for Long Litt Woon, da hendes mand en morgen på vej til arbejde falder død om af hjertestop. De to har været et par siden deres tidlige ungdom, da Long Litt Woon, der er født i Malaysia, kom til Norge som udvekslingsstudent, forelskede sig og blev i det fremmede land.
Nu skal hun finde sine egne ben der, men først er alting sort og tungt. Efter et år i lammende sorg husker hun pludselig, at de havde meldt sig til et aftenskolekursus om svampe, og får sig selv meldt til igen. Og fra det øjeblik åbner en helt ny og fascinerende verden sig – og en rejse, der samtidig bliver en sti tilbage til livet.
 
Auður Ava Ólafsdóttir: Ar
Ar handler om Jonas Ebe­neser, en mand i slutningen af fyrrerne som efter en traumatiserende skilsmisse beslutter at begå selvmord.
Han afhænder sin virksomhed og rejser til et fjernt land som kort tid forinden har været skueplads for en heftig borgerkrig. Jonas har altid været en handyman og hjælper hotellet han bor på med forefaldende reparationsopgaver. I sin sparsomme bagage har han nemlig medbragt en boremaskine – i den tro at han på et tidspunkt skulle skrue en krog i et loft. Langsomt begynder den selvmordstruede at finde tilbage til livet.
 
Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen
Pierre Levy, en jødisk smaragdsliber får nyt mod på livet efter tre hjertestop. Han genoptager kontakten til sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef og påbegynder sit livsværk, slibningen af en sjælden smuk smaragd.
Imens rejser Pierres datter, kunsthistorikeren Zara rundt i nogle af verdens farligste afkroge for UNESCO.
Hver især bliver de nu på forskellig vis stillet overfor dødens realiteter og livets skønhed.
Anne-Cathrine Riebnitzsky formår i "Smaragdsliberen" med poesi og indlevelse at beskrive menneskets forhold til religion, død og skønhed i en dragende fortælling.
 
Lucinda Riley: Månesøsteren
Med "Månesøsteren" får du endnu et bind i Lucinda Rileys fantastiske romanserie 'De syv søstre'; her følger vi søsteren Tiggy, der leder efter sandheder.
Tiggy leder efter oplysninger om sin fortid, og det bringer hende bl.a. til Andalusien. Gennem sit nye arbejder får hun kontakt til Chilly; en gammel sigøjner, der kommer fra Spanien, og som kan hjælpe hende med at finde svar på nogle af hendes spørgsmål. Eventyret bringer hende tilbage til år 1912.

 

Line anbefaler

Line Kjærgaard Jensen

 

 

 

 
Dorthe Nors: Kort over Canada
Dorthe Nors skriver om længsel i alle tænkelige former i novellesamlingen. Kort over Canada er fortællinger om mennesker – sammen og hver for sig, men aldrig rigtig forventningsafstemte.
Vi møder dem i Norge, i Thy, i Los Angeles og i København, men aldrig helt hjemme. En ægtemand taber alle kampe, og det er ikke første gang, han er kørt ud i en skov.
En kvindelig forfatter logerer i betænkelig nærhed af sin tidligere elskers mor. 
I Dorthe Nors’ noveller er der både kaffe og kage, spejdere og sødt duftende blomster. Men man skal ikke lade sig narre. Aldrig har hun været sortere. Kort over Canada er fortættede tekster, der slår døre op til store rum. Det er noveller, der interesserer sig for kærlighed, vold, omsorg og ensomhed, og som altid hos Dorthe Nors krydser humoren det grumme.
 
Olga Ravn: De ansatte
En arbejdspladsroman fra det 22. århundede. Besætningen på Det sekstusinde skib består af menneskelige og menneskelignende ansatte. Da skibet får en række genstande ombord fra planeten Nyopdagelsen, begynder de ansatte at udvikle dybe forbindelser til genstandene, men uden helt at kunne forstå hvorfor. Snart ser besætningen sig selv i et nyt lys, og enhver ansat må spørge sig selv om arbejdsgangen kan fortsætte som før.
De ansatte er opbygget som en protokol med vidneudsagn og den litterære science-fiction roman forsøger at undersøge, hvad forskellen er på et menneske og en ting, og hvad det vil sige at være i live.

Malene Ravn: I dine øjne
Erik bliver født i 1930 på et mødrehjem i København. Hans mor, Gudrun, er kun 18 år, og Gudruns graviditet vækker skandale i Aalborg, for faren viser sig at være kineser. Gudrun er tvunget til at give barnet fra sig kort efter fødslen, men tager siden arbejde på det asyl, hvor Erik bor, uden at fortælle nogen, hvem hun er. Da hun flere år senere bliver gift med Alfred, henter de drengen hjem.
Eriks far er den 47-årige kinesiske tryllekunstner Lai Fun, som kom til København i 1902 og blev udstillet i Tivoli. Men Lai Fun vil ikke vedkende sig faderskabet, for han er allerede gift med Agnete og bor i en taglejlighed i Istedgade.
I dine øjne er en stor fortælling om den dansk-kinesiske Erik og hans families liv gennem hundrede år i Danmark. Om vores skiftende opfattelser af identitet, af etniske tilhørsforhold og vores længsel efter at høre til, i en familie, i et fællesskab, i et land.

Emilie Melgaard Jacobsen: Natbjørnen Tjugga
Det er puttetid og dagens mange indtryk kan gøre det svært at finde ro og falde i søvn. Men sådan behøver det ikke at være, for Natbjørnen Tjugga er kommet fra Natskoven.
Tjugga er en søvnmeditation, der er nem at gå til for både børn og voksne. Med sin varme bjørnepels og duften af stjernestøv i Natskoven, gør Tjugga det både hyggeligt og trygt at falde i søvn. 
En godnathistorie, der via forskellige teknikker, hjælper med at få dit barn til at slappe af. I Natbjørnen Tjugga finder du elementer af meditation, remser og fokus på oplæsning. 
Den er skabt af kærlighed til børn – og til deres forældre!

 

 

Du kan bestille bøgerne her nedenfor på siden.

Tags
Materials