ALLERØD BIBLIOTEKER SKYDER FORÅRSSÆSONEN I GANG

Allerød Bibliotekers forårsprogram udkommer mandag den 3. januar, og programmet byder på masser af spænende tilbud til både store og små.

Sæsonen indledes med et foredrag om kvinder og investering af Louise Fredbo-Nielsen, fremtidsforsker og cand.merc, og nu også ekspert i programmet Luksusfælden. Louise Fredbo-Nielsen er forfatter til bogen "Sæt kursen – Lær at investere på 8 uger", her har hun samlet sine erfaringer og nedfældet de bedste og vigtigste råd.  

Samtalearrangement og livestream fra Århus

Et eksklusivt og intimt samtalearrangement med skuespiller og entertainer Søren Pilmark, som tager udgangspunkt i hans debutroman "Varieté: Laurits og Valdemar". Søren Pilmark mestrer det meste: Teater og film, at instruere, synge, spille, danse og skrive tekster - og er altså nu også romanforfatter

Der er rig mulighed for at blive både udfordret og klogere, når der atter blændes op for livestreamede foredrag i naturvidenskab fra Århus Universitet. Vi kommer vidt omkring: fra flagermus, via fordøjelse og faste, til den sovende hjerne og mange flere. Se dem alle i programmet og det er helt gratis.

Bliv klogere på Allerød i Lynge

Succesen med historien om Allerød "Da Allerød blev til Allerød" gentages, nu på Lynge Bibliotek. I samarbejde med LAFAK (Lokalhistorisk Arkiv og Forening I Allerød), inviterer vi til en hyggelig eftermiddag, hvor du kan høre historier fra tiden op til sammenlægningen af Blovstrød, Lynge, Uggeløse og Lillerød og ikke mindst den første konstituering i det nye byråd. Forhenværende ekspeditionssekretær Tony Andersen vil sammen med John Nørskov Hansen fortælle anekdoter og gode historier.

Bæredygtighed

Med "Bæredygtighed" som fællesnævner indbyder vi til foredrag med forfatter og haveekspert Signe Wenneberg, "Nem, bæredygtig og spiselig have". Til foredraget kan du få tips og tricks til at få en bæredygtig og spiselig have, som samtidig er nem at passe.

Sammen med Grøn Guide indbyder biblioteket til Byttemarked. Vi har alle ting og tøj, vi ikke længere bruger. Ved at bytte med hinanden kan vi spare penge og ressourcer. Det er godt for dig, din nabo og miljøet. Ryd op i gemmerne og tag tingene med på byttemarkedet.

Fællesspisning er kommet for at blive. Der bliver igen "Debat og mad" med foredrag af forfatter og journalist Nanna Hyldgaard Hansen. Drømmer du om mere tid til familien eller dine interesser, tid til at holde fri i en periode? Det kan godt lade sig gøre. I foredraget "Rig på tid" fortæller Nanna om hvordan hun sammen med sin familie lever et bæredygtigt liv. De har skruet ned for forbrug, affald og klimabelastning og i stedet fået ro og overskud.

For børnene

Frikadellebiblioteket for de mindste børn, inviterer til koncert og fællesspisning. Mød dukkerne Beat og BrøL, der sammen med vildmanden Morten rejser til dinosaurlandet og besøger bl.a. Tyrannosaurus Rex, Stegosaurus, Pterodactyl og verdens største dino, Titanosaurus

For de lidt større børn, vil der være en sej tegneworkshop med youtuberen Lakserytteren. Han deler ud af sine bedste tips og tricks til at tegne mærkelige væsner i et magisk univers.

Sidst, men ikke mindst: Den store Normerdag. Kom og vær nom for en dag, når Allerød Bibliotek forvandles til Nomerlandsbyen, kendt fra børnebøgerne skrevet af Jan Kjær. Der skal laves magi, sværd og rumlesvampe. Du kan også ride om kap på pigoer, finde magien i havet eller opfinde din egen nom. Vi får besøg af nomernes far, når Jan Kjær kommer forbi og fortæller om sit arbejde og udfordrer alle børnene i en quiz om, hvem der kender nomerne bedst.


Dette er blot et udpluk af de mange arrangementer, som kan opleves på Allerød Bibliotek i forårssæsonen. Se det fulde program (eksternt link) eller hent det på biblioteket. Billetsalget starter fredag den 7. januar kl. 17:00.