Kø foran Allerød Bibliotek - husk at holde afstand
Kø foran Allerød Bibliotek - husk at holde afstand

Biblioteket genåbner den 18. maj

Mandag den 18. maj slår vi atter dørene op, hvilket giver dig mulighed for at låne og aflevere materialer på Allerød og Lynge Bibliotek. Vi kan næsten ikke få armene ned og glæder os rigtig meget til at se jer, men pga. sundhedsmyndighedernes retningslinjer og anbefalinger i forbindelse med COVID-19 er flere ting desværre ikke helt som de plejer.


Åbningstider og ingen selvbetjente biblioteker

De første dage efter genåbning af Allerød Bibliotek regner vi med, at rigtig mange gerne vil aflevere deres gamle materialer og låne nye med hjem. Vi har derfor udvidet vores betjente åbningstider til følgende:

  • Mandag den 18. maj kl. 10-21
  • Tirsdag den 19. maj kl. 10-21
  • Onsdag den 20. maj kl. 10-21

Torsdag den 21. maj holder vi lukket pga. Kristi himmelfartsdag.
Fredag den 22. maj har vi åbent fra kl. 11-18.

Herefter ser åbningstiderne på Allerød Bibliotek således ud:

  • Mandage kl. 11-20
  • Tirsdage kl. 11-18
  • Onsdage kl. 11-18
  • Torsdage kl. 11-18
  • Fredage kl. 11-16
  • Lørdage kl. 10-14

Lynge Bibliotek åbner op med normale åbningstider, dvs. mandage, onsdage og fredage fra kl. 13-18.

Myndighedernes retningslinjer giver desværre ikke mulighed for selvbetjente biblioteker endnu.
 

Alle er mere end velkomne, men…

Når vi åbner, er alle velkomne på Allerød og Lynge Bibliotek, både vores mindste lånere, unge, voksne og vores ældste borgere. Det er dog vigtigt at pointere, at det ikke bliver muligt at opholde sig længere tid på biblioteket, f.eks. i børnebiblioteket eller for at læse dagens avis. Det bliver heller ikke muligt at benytte vores kopimaskine eller publikums-pc’ere. Biblioteket er således kun åbent for kortere, stående ophold til aflevering og lån af materialer.
 

Vi er klar til jeres besøg

I denne tid hører vi igen og igen, at det er vigtigt at holde afstand. Det er det også på biblioteket. Vi har derfor kun mulighed for 100 samtidige besøgende på Allerød Bibliotek, mens tallet er 30 i Lynge.

Dertil kommer, at bibliotekets indretning er ændret.

For, i den kommende tid, at sikre mest mulig afstand mellem bibliotekets lånere, har vi flyttet rundt på husets møbler. Stole, lænestole, små borde, børnenes store byggeklodser mv. er således fjernet. Dette har gjort det muligt at rykke bogreolerne lidt frem nogle steder og lidt tilbage andre, hvilket i sidste ende har skabt den plads, vi har brug for, og som gør det muligt for alle at holde en meters afstand til sine medborgere.

Vi har også gjort klar til jeres besøg ved at opstille informationsskilte rundt om i biblioteket, skillevægge mellem aflevering- og udlånsautomaterne samt håndsprit strategiske steder i huset, f.eks. ved vores ind- og udgange.

Personalet er sat ind i sundhedsmyndighedernes retningslinjer og rengør bl.a. udvalgte kontaktpunkter to gange dagligt.
 

Andre muligheder

Er du i en af de såkaldte risikogrupper eller føler du dig ikke tryg ved at komme ned på biblioteket i den betjente åbningstid, må du endelig kontakte os, så prøver vi at finde en løsning, der gør det muligt at aflevere gamle og låne nye materialer. Du kan ringe til os på telefon 4812 6060 eller sende en mail til bibliotek@alleroed.dk. Du kan også bruge vores kontaktformular. Så vender vi tilbage hurtigst muligt.

Er du mere til de hurtige, elektroniske løsninger, så tag et kig på eReolen og eReolen Go!, hvor lånekvoten er udvidet hele sommeren. Her er det muligt at låne op til 10 e-bøger og 10 net-lydbøger per måned. Husk også vore digitale magasiner, som kan tilgås gratis via RB Digital.
 

FAQ

Vi har udarbejdet en række spørgsmål og svar til åbningen af Allerød Biblioteker. Hvis du er i tvivl om noget, er du meget velkommen til at kontakte os.
 

Sundhedsmyndighederne retningslinjer

Vi henstiller til, at alle følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer, mens de er på Allerød og Lynge Bibliotek.

Du kan læse om vores konkrete håndtering af retningslinjerne her:
Covid-19: Hygiejne på biblioteket

 

Tags