Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Roman om forfatterens hjerteskærende møde med tvangsindlæggelser på et svensk psykiatrisk hospital, hvor en del af behandlingen bestod i elektrochok mod hendes bipolare lidelse. Rystende smuk skildring for alle med interesse for litteratur, Knausgaardfamilien og psykiske lidelser

Beskrivelse

Mellem 2013 og 2017 var Linda Knausgaard indlagt flere gange for at blive behandlet for en svær depression. De gentagne elektrochokbehandlinger, som man hyppigt anvender i den svenske psykiatri, var ofte sidste udvej for hende. Behandlingsformen havde en forfærdende bivirkning, idet hendes hukommelse begyndte at forsvinde. Hun skildrer i denne autofiktive roman glimtene og minderne, efterhånden som de opstår. Der er episoder og tanker fra forskellige tidsperioder, der knytter sig til barndom, ungdom, moderskab, ægteskab og skilsmisse, som på denne måde fastholdes, før de brændes væk af ECT-behandlingen

Vurdering

Det er så desperat og bevægende skrevet. Krystalklart raser hun mod hospitalet - fabrikken, som hun kalder det - og skriver i en kamp mod uret, mens hun forsøger at fastholde erindringsglimtene, der kommer i spredt orden. Romanens fortællende jeg bryder af og til ud af forfatter-læser rollen og henvender sig direkte til sin eks-mand. Stærkt og debatskabende i forhold til behandlingsformen

Andre bøger om samme emne

Blandt andre fine romaner om psykiske lidelser kan nævnes Hungerhjerte, Dage uden sult og En flod skal være i bevægelse