Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Farverig og fantasifuld fantasy fra planeten Odysïa, der er befolket af fjollede, farlige og finurlige fantasivæsner. Kan læses selv fra ca. 9 år og højtlæsning fra ca. 6 år

Beskrivelse

På den fjerne planet Odysïa, i den lille by Ævledalen, bor Tæmmeren York. Hvert år sender planetens beboere lækkerier afsted til Griskerne, som betaling for lyset fra planetens kunstige sol. Efter en helt igennem uheldig episode, hvor York er skyld i, at Ævledalens årlige betaling bliver tilintetgjort, må han flygte fra sit hjem og ind i Djånglen. Her møder han den magiske pige Nomi, og de tager sammen ud på Yorks mission: At rejse op til Griskerne for at få dem til at tænde for lyset over Ævledalen. Lakserytteren (Rasmus Kolbe) er kendt for sine tegnevideoer på Youtube, Instagram og Snapchat, og bogen er blevet til med input fra hans følgere

Vurdering

God og let læst fantasy, fyldt med sjove væsner og en fantasifuld, sprudlende verden. Handlingen går derudaf i hurtigt tempo, og sproget flyder fint i et nutidigt sprog med meget dialog. Der er enkelte engelske låneord, som man bruger i talesprog, der har fundet vej ind i teksten, men de passer til den øvrige skrivestil. Bogens tegninger er meget flotte og farverige, og bogen ville ikke fungere ligeså godt uden; man aner, at illustrationerne måske kom før historien og ikke omvendt

Andre bøger om samme emne

Fantasi- og farveeksplosionen får mig til at tænke på Skrumpen fra det ydre rum. Det er en enkel fantasyfortælling i stil med "Grønnesø"-serien, fx Den stjålne sten