Under overfladen

Mennesker har altid været fascineret af havet og af det, der gemmer sig under overfladen. Ofte bliver udforskningen af det mystiske element også en udforskning af en selv, og det kommer der af og til meget smukke bøger ud af.

Af The library

Solstråler bryder overfladen på vand

To klassikere

Når man tænker på menneskets forhold til havet, er der særligt to klassikere, der træder frem: Ernest Hemingways Den gamle mand og havet samt Herman Melvilles Moby Dick. Begge bøger viser på hver sin måde, hvordan havets dyb og menneskets sjæl spejler hinanden. I sit forord til Moby Dick skriver Carsten Jensen bl.a.: 

En invitation til at stirre ned i afgrunden, ikke kun den, der gemmer sig på bunden af menneskesjælen, men frem for alt den Marianergrav, hvor naturen nægter at afsløre sine hemmeligheder, og der kun er al menings fravær at se.

Nye fiskeeventyr 

Vil du hellere læse noget nyere litteratur, er det måske Morten Strøknes' Havbogen fra 2017 - en moderne Moby Dick-historie, hvor to venner stævner ud fra Lofoten i Norge for at fange en kæmpe grønlandshaj - du skal låne. Også i Ian McGuires Nordhavet er havets enorme størrelser på spil, når hvalfangeren Patrick Sumner konfronteres med sin egen fortid og dødelighed på havet.

Er du til det mere stilfærdige, finder du både smukke historier om fiskeri og menneskelige relationer i Åleevangeliet af Patrik Svensson, Fiskehuset af Stein Torleif Bjella og i Mikkel Frey Damgaards Fiskejournal

Videnskab under overfladen

Mens livet under overfladen giver stof til sjælelig eftertanke, findes der også svar på nogle af videnskabens store spørgsmål under vandet. Det er bogen At dykke med søheste et godt eksempel på. I denne velskrevne bog om hukommelsen sender de to forfattere nemlig 10 dykkere ned på bunden af Oslofjorden på jagt efter erindringernes natur. 

Du kan også tage med Theodor Mortensen på stillehavsekspedition i begyndelsen af 1900-tallet i den nye biografi Livet i havet, der følger hans mere end 900 dage lange jordomrejse. 

Fanget af fangarme 

Én ting er fisk, hvaler og små søde søheste, men havet rummer også andre mærkværdige skabninger. Millioner af læsere verden over er faldet for Lykken har otte arme af Shelby Van Pelt, der handler om den aldrende kvinde Tova, der stifter et bemærkelsesværdigt venskab med kæmpestillehavsblæksprutten Marcellus. Selvom bogen er fra 2022, var den stadig en af de mest læste romaner på Goodreads sidste år - og med god grund. Falder du også pladask for den tankevækkende historie, kan du komme endnu tættere på i fagbogen En blækspruttes sjæl, som er en smuk kærlighedserklæring til det meget fascinerende væsen. 

Dyk ned i endnu flere historier her.