Redaktionen anbefaler: Årets bedste læseoplevelser 2025

eReolens redaktion anbefaler årets bedste læseoplevelser.

Af biblioteket

Kvinde læser en bog med et glas rødvin

Hvert år læser vi en masse bøger i redaktionen. Nye udgivelser, gamle kendinge, oversete perler og alt det der imellem. Når året nærmer sig sin afslutning, samler vi op: Hvilken bog var den bedste læseoplevelse i netop 2025?

Her er pointen vigtig: Det behøver ikke være en bog udgivet i 2025. Det er simpelthen den bedste læseoplevelse, vi hver især har haft i løbet af året. Det betyder også, at du roligt kan springe bestsellerlister og lange ventelister over, for alle titler her kan lånes direkte på eReolen.

 

Nanna: Station Elleve af Emily St. John Mandel

Er du vild med The Last of Us, skal du skynde dig at læse Station Elleve. Der er ingen livsfarlige zombier, men masser af stærke, troværdige karakterer, der kæmper for at leve og overleve i en post-pandemisk verden, hvor al teknologi er brudt sammen. Plottet springer i tid og er på én gang stille og elementært spændende, men det er bogens helt særlige stemning, der gør den til årets læseoplevelse.

 

Anne: Vand til blomster af Valerie Perrin

Som så mange andre før mig faldt jeg pladask for Valerie Perrins Vand til blomster, da jeg læste den i sommer. I romanen følger vi Violette, som bor på og tager sig af en kirkegård i en lille fransk by. Det skildres på poetisk vis, hvordan hun lever sit stille liv, hvor hun tager sig af både sin egen og andres sorg, men på finurlig vis har Perrin også flettet et lille krimimysterie ind i romanen. Det driver plottet frem og gør romanen til lidt af en pageturner på trods af det lidt tunge sorgtema. Som en, der selv har mistet, var det dog faktisk de smukke skildringer af savn og sørgende mennesker, der gjorde størst indtryk på mig. Så husk lommeletterne, hvis du kaster dig over romanen!

 

Niclas: Dune af Frank Herbert

Jeg elskede filmatiseringen af Dune og havde bare lyst til at blive i universet og dykke dybere ned i den omfattende lore. Efter lidt tøven fik jeg samlet både mod og det første og ret tykke bind af Frank Herberts legendariske sci-fi trilogi op. Her følger vi den unge Paul Atreides, der kastes ud i et farligt politisk spil på ørkenplaneten Arrakis, hvor hver eneste sandkorn virker ladet med intriger. Herbert skildrer på fascinerende vis, hvordan Paul forsøger at finde sin plads i et univers præget af magtkampe, ødelæggelse og håb, og selvom romanen er storslået science fiction, er det de menneskelige dilemmaer og øjeblikke af tvivl og mod, der virkelig ramte mig. Det hele bindes sammen af en intens, næsten mytisk stemning, der gør den 800-siders begyndelse overraskede spiselig. En anderledes læseoplevelse for mig, der virkelig har gjort indtryk!

 

Barbara: Kollaps af Édouard Louis

Édouard Louis skriver ærligt og brutalt om sin familie og tilværelsen i et fransk underklassemiljø. I denne roman er fokus på storebroren, der døde af druk, i et forsøg på at forstå hans skæbne og sit eget ambivalente forhold til broren. Louis perspektiverer familiens fattigdom politisk og forvandler brorens historie til en universel fortælling om undertrykkelse og svigt. Det er syvende og sidste bog i Louis' familiehistorie, som er gået over i litteraturhistorien. Det er en af de bedste, og nye læsere kan fint begynde her.

 

Nadja: Det universelle af Natasha Brown

Hvis du har lyst til en roman, der siger meget med få ord, så er Det universelle et virkelig godt bud. Natasha Brown skriver med en ro og klarhed, der gør selv de store spørgsmål om identitet og tilhørsforhold helt nærværende. Det er en lille bog, men de små, præcise detaljer får perspektivet til at flytte sig på den dér stille måde, hvor man opdager det, længe efter man har lagt den fra sig. For mig var det en af årets stærkeste læseoplevelser.