Jeg er i humør til at læse en bog, der …
Vælger du din næste bog ud fra genre, forfatter eller bestsellerlister? Eller er du måske en ’Mood reader’, der vælger bøger efter dit humør, bogens stemning, eller hvordan den føles at læse. Uanset om du er i humør til noget nemt og behageligt, noget der giver stof til eftertanke, eller måske til at få knust dit hjerte, så kommer her tre forskellige, gode læseoplevelser til lige netop dit læsehumør.
Af Sarah Maria Rasmussen
… er sexet og underholdende
Daphnes forlovede, Peter, har lige forladt hende til fordel for sin barndomsveninde, Petra. Daphne er derfor flyttet ind hos Miles, Petras eks. Kompliceret? Ja, men det bliver kun mere indviklet, da de to inviteres til Peter og Petras bryllup, og Daphne får sagt, at hun og Miles er et par. Det bliver starten på et falsk forhold, hvor modsætninger mødes, og gnister hurtigt opstår i Emily Henrys ”En god historie”.
… rører og undrer mig
Kom med ind i boghandlen Sakura, hvor bøger og erindringer smelter sammen. Her kan bøger åbne op for gamle minder og give dig svar på det, der tynger samvittigheden, eller få dig til at genopdage noget, du har glemt. Men boghandlen åbner sig kun for dig under helt særlige omstændigheder; kirsebærtræerne skal blomstre, og du skal læse den samme bog som den unge boghandler og hendes trefarvede kat Kobako. ”Boghandlen under kirsebærtræet” af Takuya Asakura er skøn bog om bøgernes helende kraft, kærlighed, sorg og håb.
… føles som at forbløde langsomt
Douglas Stuart er kendt for at skrive hjerteskærende bøger, og hans nyeste ”John søn af John” er ingen undtagelse. I denne bog kommer smerten langsomt snigende, indtil den føles som en kvælende umulighed. Cal er vokset op i et lille, religiøst øsamfund i Skotland, hvor alle kender alle, og der ikke er plads til at være anderledes. Hemmeligheder, frygten for sladder og pligten over for Gud truer med at splitte Cal, hans far og resten af øboerne ad. Som læser håber man inderligt, at de vil kunne finde hinanden og sig selv igen.