Demokratiet indtager Allerød Bibliotek

09.10.17
Som led i en landsdækkende kampagne sætter Allerød Bibliotek fokus på demokratiet i hele uge 41.

Den 21. november er der kommunalvalg i Danmark, og hver enkelt stemme er med til at afgøre, hvordan det kommunale politiske landskab skal se ud de næste 4 år. Danmarks biblioteker stiller i uge 41 skarpt på demokratiet for at give alle et godt afsæt til at forstå de demokratiske mekanismer, som vil være med til at forme Danmark de kommende år.

På Allerød Bibliotek er der fokus på demokratiet i ungehøjde, når biblioteket i samarbejde med Blovstrød Skole inviterer 58 elever fra 7.-9. klassetrin til at udvikle idéer til lokalpolitiske tiltag, der vil gøre det mere attraktivt at bo og opholde sig i Allerød Kommune. Eleverne får mulighed for at præsentere deres idéer for nogle af kommunens politikere og få en snak om visioner, muligheder og udfordringer i det lokalpolitiske arbejde. Projektet skal fremme de unges forståelse for lokaldemokratiet og opfordre dem til at engagere sig i det nære samfund.

Besøgende på Allerød Bibliotek bliver i uge 41 udfordret til at forholde sig til demokratiet, når det rykker ind overalt i biblioteksrummet med forskellige vinkler på det demokrati, vi i hverdagen er tilbøjelige til at tage for givet. Et kig ind i medborgerskabet gør dig måske klogere på, hvad der gemmer sig bag forestillingen om den aktive medborger – og udfordrer dig til at tage temperaturen på dit eget medborgerskab. Begreber som frihed og lighed sættes på spidsen, når toiletgraffitien i demokratiets navn indtager det lille hus. Og i bibliotekets udstillinger kan du gå på opdagelse i ”forbudte bøger” eller få historien om personerne bag citater som ”I have a dream”, ” Ask not what your country can do for you” og ikke mindst de danske kendinge ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet” og ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”.

Biblioteket opfordrer dig til at sætte demokratiet på menuen i uge 41 og udleverer ”samtalemenuer” med spørgsmål til demokratiet, der kan give dig selv og dine medmennesker noget at tygge på. Menuen kan desuden hentes på bibliotek.alleroed.dk og bibliotekets Facebook-side, hvor du bl.a. også kan teste din viden om demokratiet.

Du kan læse mere om bibliotekernes nationale kampagne på  www.facebook.com/DanmarksBiblioteker/ og følge den på de sociale medier #dkbib