Lynge bibliotek

Lynge bibliotek får ny profil

13.03.24
Lynge bibliotek ombygges og får ny materialeprofil. Læs mere her.

Der kommer bl.a. flere af de nyeste titler på hylderne, nye bogudstillinger, læsekroge og plads til leg og læsning i børnebiblioteket, når Lynge bibliotek i april 2024 gennemgår en mindre ombygning og samtidig får en ny materialeprofil.

Mere kultur til Lynges borgere
Selve ombygningen sker som et led i det styrkede samarbejde mellem Lynge bibliotek og den frivillige borgerforening KulturBanken i Lynge. I de nye fysiske rammer vil biblioteket og KulturBanken fremover stå for flere fælles arrangementer, drage nytte af hinandens viden og derved kunne tilbyde flere kulturelle aktiviteter og arrangementer til Lynges borgere. Du kan læse mere om selve samarbejdet HER

Flere af de nyeste titler på hylderne
Samtidig med ombygningen får Lynge bibliotek en ny materialeprofil. Målet er at skabe både et biblioteksrum og en bogsamling, der passer bedst muligt til dem, der benytter Lynge bibliotek i deres dagligdag. Ændringen i materialeprofilen kommer efter et år med øget udlån og brug af biblioteket i Lynge, og arbejdet med at sammensætte den nye bogsamling vil netop ske på baggrund af viden og data, biblioteket har om brugernes adfærd, brug af og ønsker til bibliotekets rum og materialer anno 2024. Fremover vil flere af de nyeste og mest læste titler være at finde på hylderne, ligesom antallet af nye bøger beregnet til 14-dages lån øges. Der indkøbes nye udstillingspodier, så flere bøger kan udstilles og inspirere brugerne til læsning, og der indrettes hyggelige læsekroge med plads til fordybelse. Børneafdelingen bibeholdes med plads til både læsning og leg.

Praktisk information om ombygningen af Lynge bibliotek
Biblioteket i Lynge holdes så vidt muligt åbent under ombygningen, og der vil fortsat være biblioteksbetjening på filialen mandag og torsdag fra 13:00-18:00. Dog kan biblioteksbrugerne opleve byggerod i perioden, hvor ombygningen står på, ligesom der i byggeriets afsluttende fase kan blive brug for at holde biblioteket lukket enkelte dage. Det nye biblioteksrum forventes at stå klar til brug fra slutningen af april 2024.

Vil du vide mere?

  • På Lynge biblioteks Facebookside kan du følge ombygningen og etableringen af det nye biblioteksrum.
  • Spørgsmål til ombygningen af Lynge bibliotek kan rettes til Allerød Biblioteker via mail til bibliotek@alleroed.dk