Scan og lån bøger med mobilen

05.05.21
Med den nye funktion ’Scan & Lån’ i appen Biblioteket kan du nemt og enkelt hjemlåne de bøger, du finder på bibliotekets hylder uden at skulle stå i kø ved udlånsautomaterne.

Funktionen tilbyder bibliotekets lånere en simpel og effektiv låneproces, uanset hvor de befinder sig – på og udenfor biblioteket. Du kan også låne bøger hjemme hos dine bekendte og spare dem turen til biblioteket for at aflevere bogen. Du scanner bare bogen og vupti, så er den udlånt til dig. 

Bemærk at bøger, hvor der er reserveringskø, ikke kan udlånes via mobilen og derfor skal afleveres på biblioteket, så den næste i køen kan udlåne materialet. Dvd’er og cd’er kan ligeledes ikke udlånes via app’en, da telefonens antenne ikke er stærk nok til at deaktivere alle materialets alarmer. App’en vil altid informere dig om, hvis det ikke er muligt at låne et pågældende materiale via mobilen, og du vil i så fald blive henvist til en udlånsautomat i stedet.

Krav til din smartphone

Du kan anvende din egen smartphone, både Android og iOS. Der er dog visse minimumskrav til mobilenhederne, for at funktionen kan understøttes.

iOS minimumskrav:

  • iPhone 7 eller nyere
  • iOS 13 eller nyere
  • Funktionen kan ikke bruges på iPads, da de ikke understøtter NFC.

Android minimumskrav:

  • De fleste Android-devices understøtter NFC
  • Alle Android-versioner


Sådan gør du

  1. Hent app’en ’Biblioteket’ i din appstore
  2. Scan & Lån åbnes i Biblioteket-appen.
  3. Scan det materiale, du gerne vil låne.
  4. Materialet er udlånt og fremgår af din udlånshistorik
  5. Aflever materialet fysisk på biblioteket, inden udlånsfristen udløber.